3800 underskrifter afleveret: Nu skal sagen op i byrådet

I Ringkøbing-Skjern Kommune skal en sag om parkeringstider nu op i byrådet efter dagens aflevering af over 3800 underskrifter.

Bychef i Skjern Mette Christensen aflverer 3.802 underskrifter til borgmester Hans Østergaard (V). Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Fredag afleverede bychef i Skjern, Mette Christensen, på vegne af Skjern Handelsforening 3.802 underskrifter til borgmester Hans Østergaard (V) med ønsket om at forhøje parkeringstiden i Bredgade og Østergade i Skjern fra 30 minutter til tre timer. Og der er store forhåbninger til, at de mange underskrifter gør en forskel. 

- Flere politikere har tilkendegivet, at de er meget velvillige til at kigge på det her med positive øjne, så selvfølgelig rykker det noget, fastslår Mette Christensen. 

Læs også Borgere i Ringkøbing-Skjern kan få idéer i byrådet

Afleveringen af de mange underskrifter kommer efter, at Ringkøbing-Skjern Kommunes byråd sidste år med inspiration i andre kommuner besluttede, at man med 1148 borgerunderskrifter skulle kunne få sin sag taget op i byrådet. Muligheden blev indført ved årsskiftet, og parkeringssagen fra Skjern er således den første borgerdrevne sag, som skal drøftes i byrådet. 

3.802 underskrifter fylder godt i borgmesterens hænder.  Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

At det er endt på 1148 udskrifter skyldes, at det svarer til at få valgt en kandidat i byrådet i kommunen.

- Vi er gået til valg på, at vi vil åbenhed, dialog og samarbejde, og det er samarbejde med både borgere, foreninger og virksomheder, og derfor er det rigtig godt at se, at netop det tiltag her fungerer, og at man bruger det derude, siger borgmester Hans Østergaard (V). 

Læs også 30 minutters parkering skal på dagsordenen i RKSK-byråd

Borgmesteren forventer, at der bliver taget stilling til de mange borgeres ønske i løbet af få måneder, og bychef Mette Christensen er overbevist om, at parkeringstiden nu vil blive ændret.

- Vi kunne godt have gået til forvaltningen for at få udvidet parkeringstiden med en fornemmelse om, at det er der mange borgere i Skjern, som ønsker. Men ordet mange er jo relativt, og nu har vi jo gennem den nye mulighed netop skaffet bevis for, at det er der mange, der vil, siger hun.    

De 3.802 underskrifter er blevet indsamlet på få uger. 

Læs også Over 1000 underskrifter sætter p-regel på byrådets dagsorden

01:30

Bychef i Skjern Mette Christensen afleverer 3.802 underskrifter til borgmester Hans Østergaard (V). 

Luk video