27 spritbilister på 10 dage
Midt- og Vestjyllands Politi har haft særligt fokus på spritbilister i december måned, og det viste der sig at være god grund til. På bare ti dage blev 27 taget for spritkørsel.
Midt- og Vestjyllands Politi har haft ekstra travlt med alkometeret i december måned. I forbindelse med politiets spritkontrol, er 27 bilister blevet taget for spirituskørsel.
I weekenden fra den 4. til den 7. december blev 15 bilister taget for spirituskørsel. Fire af dem var involveret i et færdselsuheld.
- Det er ikke opløftende, når man tænker på, hvor vanvittigt farligt spirituskørsel er, siger leder af færdselspolitiet ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.
I den efterfølgende uge blev næsten lige så mange taget. Her blæste 12 bilister alkometeret over den tilladte grænse.
På landsplan blev 257 taget for spirituskørsel i samme periode.
Sprit skyld i dødsulykker
Midt- og Vestjyllands Politi har haft ekstraordinært mange dødsulykker i dette år. 38 mennesker har mistet livet.
Og spiritus mistænkes for at være skyld i op mod 14 af ulykkerne.
Ud over spritbilister blev fem også taget for at køre i narkopåvirket tilstand.