22-årig pågrebet i Sverige: Flygtede efter brandstiftelser

En 22-årig mand fra Silkeborg er anholdt og sigtet for ildspåsættelser. Han blev stoppet i indrejsekontrollen til Sverige.

Ilden i en lænestol var gået ud af sig selv, men så gjorde redningsmandskab og politi en anden interessant opdagelse.
Ilden i en lænestol var gået ud af sig selv, men så gjorde redningsmandskab og politi en anden interessant opdagelse.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En vicevært opdagede tirsdag kl. 10:43 brand i kælderen af en etageejendom på Borgergade 123 i Silkeborg. Han ringede 112, og da brandvæsenet kom frem, kunne det konstatere, at ilden i en lænestol var gået ud af sig selv.

Men så gjorde redningsmandskab og politi en anden interessant opdagelse.

- De kunne se, at et vindue længere oppe i ejendommen var fyldt med sod, oplyser politiassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi, Michael Svendsen.

Da politiet fik brudt døren op ind til lejligheden, fandt man hurtigt årsagen til de sodede vinduer.

- Der havde været brand i et højskab, og der var stadig gløder, men beboeren var ikke hjemme, fortæller Michael Svendsen.

Politiet fik udsendt en efterlysning af den 22-årige beboer, og sent mandag gav den pote.

- Manden forsøgte at komme til Sverige men var blevet stoppet i indrejsekontrollen, som havde set, at han var efterlyst, fortæller politiassistenten.

Den 22-årige er nu anholdt og vil tirsdag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for brandstiftelse, da man anser brandene for at være påsat.

Brandstederne bliver tirsdag undersøgt af politiets teknikere.

Opdateret klokken 16.01: Den 22-årige er efter sit grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er nu anbragt i surrogat på en psykiatrisk afdeling.