Festival i Skive: 2000 handicappede fester og får nye venner

Udviklingshæmmede fra det meste af Jylland feste til deres egen festival i Skive, hvor musikken betød rigtig meget.

Der var god stemning og masser af dans, da Kandis spillede på scenen. Foto: Anders Davidsen

Det var syvende gang, der blev afholdt Skive Handicap Festival, denne gang på Dyrskuepladsen i Skive. Foto: Anders Davidsen

Der er plads til alle på Skive Handicap Festival - også dem, der ikke ville danse så meget. Foto: Anders Davidsen

1 af 3

Fællesskab, glæde og musik gik i dag op i en højere enhed i Skive. 

Her var godt 2000 udviklingshæmmede samlet til den traditionsrige Skive Handicap Festival.

- Der er en masse godt musik, og det er en handicapfestival, så der er plads til alle her. Det har vi glædet os rigtig meget til, siger Mona Krogh, der er handicaphjælper på Skovly i Skive.

Handicappede fra det meste af Jylland kom for at feste. Det skal nemlig også være muligt at gå til festival, selv om man har et udviklingshandicap.

- Alle kan være med til at feste på den måde, de nu kan. De har jo de samme behov som alle vi andre. De vil også gerne ud og hygge sig og have noget lækkert at spise og drikke og være sammen med sine venner, siger Mona Krogh.

Der var fyldt foran scenen, da Kandis spillede. Foto: Anders Davidsen

Ny venskabs-app

Som udviklingshæmmet bliver man på Skive Handicap Festival en af mange i stedet for at skille sig ud.

Og som noget helt nyt kan man også finde sammen efter festivallen. Der er nemlig blevet lavet en ny venskabs-app for handicappede, så de kan snakke om festivalen. 

- Vi oplever, at man ikke har noget at tale om, så det der med at small talke det kan være svært, for man skal først varme op til at sige noget, og man skal også virke interesseret, mens det der foregår inde i hovedet er, at man ikke ved, hvad man skal sige, siger Signe Næssing fra Horsens, som står bag app'en.

Ved at deltage i festivalen får de den som fælles interesse, og så kan de snakke om den.

02:09 Luk video

Brugerne bestemmer musikken

Det er brugerne på de lokale handicapcentre, der har bestemt musikken. På programmet er blandt andre både Kandis og Birthe Kjær.

- Musikken betyder rigtig meget, og vi prøver også at målrette den efter de mennesker, der kommer. Brugerne er med til at bestemme, hvad de vil høre, siger Jørgen Stengaard Andersen, der er arrangør fra Skive Kommune.

Festivallen varede fem timer - med fællesdans, fadøl og fans af Kandis.

Handicapfestivalen er arrangeret af Skive Kommune og Skive Festival.

Der blev danset godt igennem til både Kandis og Birthe Kjær. Foto: Anders Davidsen