17-årig tog kampen op mod pløje-veteraner

Christian Lynge var søndagens absolut yngste til pløjekonkurrence med traktorer fra før 1970'erne.

Christian Lynge tester udstyret før dagens konkurrence.
Christian Lynge tester udstyret før dagens konkurrence.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Hvis man skulle gøre sig gældende ved søndagens pløjekonkurrence ved Ulbjerg Traktormuseum nær Skals, så skulle man stille med traktor og plov fra før 1970. Et alderskrav, de fleste af deltagerne også personligt levede op til, men en enkelt deltager fra det 21. århundrede havde besluttet sig for at tage kampen op med erfaringen. 

Christian Lynge fra Ejstrup er yngre end internettet, og søndag var han med sine 17 år den yngste deltager i Ulbjerg Traktormuseums pløjekonkurrence. 

- Det er jo sjovt at komme ud og prøve kræfter med de der gamle hoveder og se, om man kan plove bedre end dem. Det kan man som regel ikke, sagde Christian Lynge inden konkurrencen.

Der var 40 tilmeldte traktorer, og han deltog med en rød en af slagsen af mærket Massey Ferguson. På trods af den unge alder så havde han måske en fordel, da både hans far og morfar har erfaring med at pløje. Der var også ros at hente til den unge mands deltagelse i konkurrencen.

- Hvis ikke vi får nogle unge med til det gamle sjov her, så går det jo helt i stå, fortalte Arne Søndergaard, der er morfar til Christian.

Der er dog stadig plads til forbedring for den unge Christian Lynge. Han endte på en sidsteplads i sin kategori. 

2:07
Se indslaget om pløjekonkurrencen ved Ulbjerg Traktormuseum her.