15-årig skoleelev råber op i læserbrev: Vi har for mange vikartimer

15-årige Sofia Voetmand er træt af for mange vikartimer i skolen. Det går udover undervisningen, lyder kritikken. Skoleleder tager opråbet til sig.

Sofia Voetmand går i 8.a på Ørum Skole. Hun har skrevet et læserbrev, fordi hun er træt af for mange vikartimer på skolen.
Sofia Voetmand går i 8.a på Ørum Skole. Hun har skrevet et læserbrev, fordi hun er træt af for mange vikartimer på skolen.
Foto: TV MIDTVEST

Antallet er vikartimer på Ørum Skole er alt for mange.

Sådan lyder kritikken i hvert fald fra 15-årige Sofia Voetmand, der går i 8.a på skolen.

Derfor har hun skrevet et godt gammeldags læserbrev, som er blevet bragt i Viborg Stifts Folkeblad. Formålet med læserbrevet har været klart fra starten:

- Hvis man virkelig gerne vil have råbt politikerne op, så skal man skrive et læserbrev. Et opslag på Facebook gør det ikke, siger Sofia Voetmand.

- Politikerne ser de her læserbreve. Læserbrevene har en stor indflydelse, og jeg kunne godt tænke mig at have indflydelse på den politik, der bliver ført nu. Jeg håber på, politikerne vil være med til at finde en mere stabil løsning, lyder budskabet.

For ustabilt med vikarer

Og det er netop de samme pointer, Sofia Voetmand har skrevet i sit læserbrev, hvor hun anfægter den usikkerhed, de mange vikarer bringer ind i undervisningen.

Uddrag af Sofia Voetmands læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad.
Uddrag af Sofia Voetmands læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad.

Opråb ærgrer skoleleder

Sofia Voetmands opråb er nået op på skolelederens kontor. Her ærgrer man sig over, at eleverne oplever vikarerne som et problem.

- Jeg er rigtig ked af, at Sofia har den opfattelse af Ørum Skole og vikarsituationen her. Men det må jeg som skoleleder tage på mig, siger Maria Frimand Andersen.

Men trods opråbet er skolen nødt til at benytte sig af vikarer, forklarer skolederen.

- Vi har været ramt af sygdom, og vi har brug for vikarer – blandt andet på grund af kompetenceudvikling af personale – så vi vil aldrig kunne undgå at have vikarer i huset.

Går ud over undervisningskvaliteten

Spørger man Sofia Voetmand, er hun ikke i tvivl: Timerne i skolen bliver forringet, når vikarerne bliver for mange.

- Desværre bliver undervisningskvaliteten sænket. Og jeg synes ellers, at kvaliteten af undervisningen her på skolen altid har været høj.

- Men når man har vikarer, bliver stoffet ikke formidlet på samme måde. Det kan også være fordi, vikaren ikke har haft mulighed for at sætte sig ind i tingene, lyder det.

Skoleleder Maria Frimand Andersen vil nu arbejde sammen med eleverne på Ørum Skole for at finde en løsning, der kan gøre vikartimerne bedre.

2:04
8. klasse på Ørum Skole har så mange vikartimer, at det nu har fået en elev til at råbe op.