12-årig pige bidrager med over 40.000 til Knæk Cancer

Årets Knæk Cancer uge blev i aftes afsluttet med et stort liveshow på TV2, hvor det blev til over 145 mio. kroner til kampen mod kræft.

I alt 145.486.640 kroner blev det til, da Knæk Cancer-ugen på TV 2 og rundt omkring i hele landet sluttede lørdag aften med showet ’Knæk Cancer Live’.

Af dem er præcis 40.217 kroner fra 12-årige Louise Graff Mouritzen fra Mors, som hun har æren for at have indsamlet gennem salg af perleplader. Dermed når hun sin personlige målsætning om at nå over 100.000 kroner på to år. Sidste år indsamlede hun 63.410 til det gode formål.

Det fantastiske engagement fra personer som Louise glæder Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

- Danskerne har vist en enorm velvilje. Det er ufatteligt mange penge, der er blevet samlet ind. Vi er dybt taknemmelige over den fantastiske opbakning, danskerne igen i år viser kræftsagen. Knæk Cancer rammer helt tydeligt noget, som vedkommer os, uanset om man har eller har haft kræft tæt inde på livet eller ej, siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:

- Hver en krone tæller, for de er med til at sætte afgørende forskning i gang, der ikke ellers ville blive igangsat.

TVMV-blomst giver over 10.000,-Også Knæk Cancer blomsten som blev sendt ud fra hver af TV2's regioner i søndags har spædet til indsamlingen. TV MIDTVEST's blomst endte på en flot andenplads med 10.980 kroner indsamlet. Blomsten er gået rundt i regionen hele ugen, hvor HTH har givet 15 kr., hver gang blomsten har skiftet hænder, og det er blevet foreviget med et billede. Se blomstens rejse her.

Det går pengene til

De første forskere får mandag morgen grønt lys til at gå i gang med forskningsprojekter, der blandt andet handler om at finde ud af, om hjemmescreening for tarmkræft med kamerapille virker, og om en vaccine kan genaktivere immunforsvaret hos kræftpatienter med knoglemarvskræft, så immunforsvaret kan bekæmpe kræften. Et andet projekt er at gennemføre to landsdækkende spørgeskemaundersøgelser, der skal give os uddybende viden om danske kræftpatienters oplevelse af hele deres kræftforløb – både i forhold til deres egen sygdomssituation og sundhedsvæsenets indsats.

Se alle projekter på detgårpengenetil.dk

Se indslag med Louise Graff Mouritzen her:

00:44 Luk video