100 år bliver fejret med blomster

Thilde Maria Kristensen har gjort en levevej ud af blomster, og det kan hun takke sin afdøde bedstemor for. Det gør hun disse dage med en farverig udstilling i fyret i Hanstholm.

Thilde Maria Kristensen lever af at lave blomsterdekorationer. Det er en interesse, som hun bestemt ikke har fra fremmede. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Den kendte Thy-maler Laura Krogsgaard ville, hvis hun stadig var i live, i år have fyldt 100 år. Hun malede primært billeder af blomster, og derfor har hendes barnebarn Thilde Maria Kristensen, som selv er blomsterdesigner nu besluttet at fejre den 100 års fødselsdag med at lave udstillingen Blomsterøjne i Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.

Blomster har bare været der altid, og jeg har altid elsket dem. Blomster for mig er min bedstemor. Altså fuldstændig.

Thilde Maria Kristensen

- Alt, hvad jeg ved og kan med blomster, har jeg lært af min bedstemor. Jeg er kommet rigtig meget på hendes gård som barn. Hun malede på alt lige fra vægge til puder og vaser. Der var ikke nogle regler. Det var bare meget Pippi Langstrømpe-agtigt, så der har jeg lært at arbejde med blomster på alle mulige forskellige måder, fortæller Thilde Maria Kristensen. 

Laura Krogsgaard var landmandskone og boede i Thy ved Vesterhavet. Da hun var sidst i 30erne, mistede hun pludselig stemmen. Da hun ikke længere kunne tale begyndte hun i stedet for at male billeder af blomster og omdannede en del af gården i Thy til et galleri. 

Læs også Johnny har lavet Danmarks største juleudstilling

Noget tyder på, at blomster flyder i årene på hendes familie, for nu har barnebarnet Thilde Maria Kristensen også gjort en karriere ud af de farverige planter. Hun lever i dag af at være blomsterdekoratør og ejer blomsterstudiet Poppykalas i København, hvor hun årligt dekorerer events hos kunder som Gucci, Hugo Boss, Stine Goya, Jimmy Choo, Georg Jensen og Bang & Olufsen.

I disse uger er hun så tilbage i Thy sammen med sine fastre, hvor hun udstiller tørrede blomster til ære for 100 året for bedstemorens fødsel. 

- Det betyder rigtig, rigtig meget for mig. For det første fordi jeg var utrolig glad for min bedstemor, og det er sådan en genetablering til hende og til hele mit barndomsland. Blomster har bare været der altid, og jeg har altid elsket dem. Blomster for mig er min bedstemor. Altså fuldstændig, fortæller Thilde Maria Kristensen.

Udstillingen Blomsterøjne kan ses fra den 10. marts frem til den 10. april på Fyret i Hanstholm.

02:11

Thilde Maria Kristensen har gjort en levevej ud af blomster, og det kan hun takke sin afdøde bedstemor for.

Luk video