Sangskrivere og musikere mødes for at skrive en ny sang hver dag

Under Viborg Sangskriveruge blandes rytmerne på kryds og tværs.

0:39

Der bliver skrevet på livet løs i Viborg. Og sunget og spillet på alverdens instrumenter.

Et nyt tiltag med navnet ”Viborg Sangskriveruge” er nemlig i fuld gang på Viborg Kultur- og Musikskole. Her er 12 kreative mennesker samlet - otte af dem har meldt sig til, mens de øvrige er arrangører.

En af dem er musiker Morten Remar. Han bor selv i Viborg, hvor han er kulturambassadør. Idéen til sangskriverugen fik han efter at have været på en sangskriverlejr på Samsø - i øvrigt arrangeret af den kendte sanger Ivan Pedersen.

- Der mangler en sangskriverlejr i Midtjylland, og det er der nu, pointerer Morten Remar.

Han er nok mest kendt som medlem af popgruppen Back To Back, men under sangskriverugen fungerer han som producer for et af de fire hold, som de i alt 12 deltagere er delt op i. 

- Sangskrivning er ligesom at male et maleri. Du starter med et helt hvidt lærred. Her skal du så gøre det sammen med andre, som måske maler på andre måder, påpeger han.

Den garvede musiker deltager også selv i processen, hvor grupperne hver dag skal lave en ny sang.

- Det, jeg laver sammen med de andre i gruppen, havde jeg aldrig lavet alene. Så det er også unikt det, vi ender op med, og det er enormt spændende. Jeg kommer til at tage hjem med flere idéer om måden at gøre det på. Og jeg har altså skrevet musik i 40 år, fortsætter Morten Remar.

Country blandes med rytmer til hoften

En af dem, der selv har meldt sig til sangskriverugen, er Steffen Mazivila, der kommer fra Holstebro, men har en afrikansk baggrund fra Mozambique.

- Jeg håber at lære at blive bedre til at arbejde sammen med andre og også til at invitere andre ind i mit univers, siger han om årsagen til, at han meget gerne bruger påskedagene i de kreative omgivelser.

- Det giver noget til ens egen musik. For det du giver, får du også tilbage på en måde. I musik kan du ikke altid bare klare dig selv, så her får man også nogle kontakter, pointerer han.

I Steffen Mazivilas gruppe er der gang i noget udover det sædvanlige.

- Vi sidder og laver noget country-afrikansk musik, fortæller han og smiler.

- Vi har jo fokus på forskellige ting, når vi selv laver musik. På den her måde finder vi ud af, hvordan man kan smelte dem sammen. Så skaber vi noget nyt, så musikken bliver ved med at udvikle sig.

Steffen Mazivila bruger ivrigt af den erfaring og den baggrund, han selv kommer med.

- Jeg kan give noget rytme, sprog og farve, rent musikalsk. Og ryste posen, så countrymanden måske får lyst til at ryste hofterne lidt, griner han.

Det er planen, at Viborg Sangskriveruge vender tilbage igen næste år.

2:24
En gruppe musikere fra hele landet, bruger deres påske i Viborg, hvor de skal blive bedre til at skrive sange.