Fabrik blev offer for storbrand: Nu er længe ventet konklusion klar

I vinter brændte en fabrik, og nu er politiet klar til at fortælle, hvorfor branden opstod.

2:38
Fabrikken Getama blev ædt op af et flammehav i februar.

45 medarbejdere måtte i februar konstatere, at store dele af deres arbejdsplads blev ædt af flammer.

Møbelfabrikken Getama i Vesthimmerlands Kommune blev nemlig offer for en storbrand natten til 9. februar.

Siden har brandmyndigheder og politiet arbejdet for at finde ud af, om der lå en forbrydelse bag storbranden.

Nu ligger der så en konklusion klar.

- VI har fået de tekniske svar. De siger, at branden med stor sandsynlighed er opstået i nogle elinstallationer på stedet, siger Mikkel Brügmann, der er efterforskningsleder og politikommissær ved Efterforskningscenter Himmerland under Nordjyllands Politi.

Efterforskningslederen erkender, at konklusionen har været et stykke tid undervejs. Men her to en halv måned efter branden i Gedsted mellem Aalestrup og Viborg afslutter politiet altså sagen.

Branden ramte både plastik og isolering, og derfor fik flammerne så godt fat, forklarer politikommissæren på baggrund af den brandtekniske undersøgelse fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.

Getama har ligget i Gedsted i 125 år og har haft adresse på Holmmarksvej i cirka 60 år. Fabrikken har blandt andet produceret møbelklassikere såsom Wegnermøbler.

TV MIDTVEST har talt i telefon med direktøren for Getama, Jesper Temp. 

Han har fredag ikke mulighed for at kommentere sagen.