Hendes far er morder: Det tog Camilla 17 år at sætte sig selv fri for skyld og ansvar

Pils stemme fylder rummet med sangen ”Dronning af månen”.

Dronningen på gulvet hedder Camilla. Hendes ben hænger i to stropper, mens hun bruger sin egen kropsvægt til at træne styrke.

Sveden perler, musklerne spændes, og hun bliver ved til smertepunktet.

Træningen er en befrielse, selvom den gør fysisk ondt. Den fjerner den anden smerte, der er uendelig meget værre: At hendes far har slået et andet menneske ihjel, og at hun resten af sit liv skal leve med, at hun er datter af en morder.

- Jeg har gennemført en ironman. Den hjalp mig til bare at lukke ned og sætte mig på cyklen, løbe eller svømme. Det har jeg brugt rigtigt mange timer på. Først bagefter har jeg kunnet se, at det var en flugt for ikke at være i de mange svære følelser, der var inden i mig, siger hun.

Camilla Højgaard, 48 år, træner stadig, men ikke for at glemme.

Efter 17 år har hun endelig lært at sætte sig selv fri for det ansvar, hun har følt i forhold til sin fars forbrydelse.

Inden da fik hun et stressrelateret breakdown, og der skulle gå tre år, inden hun var tilbage på arbejde igen. Angstanfald og søvnløshed var en del af pakken.

- Nu har jeg fået nogle redskaber og har lært, at vi skal turde at være med det, der fylder inde i os. Også selvom det både er megasårbart og skamfuldt, siger Camilla Højgaard, der i dag har uddannet sig til coach og traumeterapeut.

Nu er hun i stand til at hjælpe andre, der kæmper med de svære følelser.

Tragedien kom ind i Camilla Højgaards liv, da hun var 23 år.

Hendes far havde en kæreste, der var mor til tre. Det var et turbulent forhold med meget jalousi fra faderens side. Samtidigt kæmpede han med alkoholproblemer og havde psykiske udfordringer.

Da Camilla Højgaard kom hjem fra en ferie med sine svigerforældre, var det forfærdelige sket. Hendes far havde kvalt sin samleverske i sin lejlighed i Tarm efter en bytur.

- Jeg var fyldt med skyld og medansvar. Jeg syntes jo, jeg burde have forhindret, at min far blev morder. Og så var jeg også så vred, fordi han havde taget nogle børns mor. Det var skam og forkerthed i en stor bølge. Det var rigtigt svært at skulle ned i byen og handle, siger Camilla Højgaard.

Hun var overbevist om, at kassedamen mente, at Camilla var jeg det mest væmmelige og frygtelige menneske, der fandtes, fordi hendes far havde slået sin kæreste ihjel.

Camilla Højgaard mistede meget af sit selvværd efter ugerningen.

- Hvis der var nogen, der kom for tæt på mig, venner eller nye bekendtskaber, efter at det var sket, så sagde jeg altid, du skal altså vide, at min far har slået et andet menneske ihjel. Så hvis det er, at du ikke ønsker at være sammen med mig, så er det helt ok. For så var jeg jo godt klar over, at så havde jeg dem herude. Så kom de ikke for tæt på. Og det var jo fordi, jeg var bange for at blive afvist.

Hendes far fik en dom på 10 år og kom ud efter syv.

Camilla besøgte ham i fængslet, og hun har hele tiden været ærlig over for sin far med hensyn til, hvordan hun havde det.

Det har taget mange år at nå dertil, hvor de er i dag.

- De lange og hårde samtaler har været nødvendige, og vi har også skrevet mange breve til hinanden, mens min far var i fængsel. Jeg har fuld forståelse for, at nogle vender ryggen til et familiemedlem, der begår en så alvorlig forbrydelse. Men for mig er det vigtigt at have ham i mit liv. Kærlighed er jo bare noget, der er. Det er hverken godt eller skidt. Det er bare. Og jeg elsker min far, siger Camilla Højgaard.

I dag bor hun i Esbjerg og hendes far i Skjern. De snakker sammen flere gange om ugen og ses ofte.