CO2 Familien: Vi er ikke faldet i, endnu!

Familien Agergaard fra Lomborg kører løs på anden uge som TV MIDTVEST's CO2 Familie. Det kører med genbrugs-udfordringen, mens maden stadig er svær

CO2FamilienMargit
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Det er nu halvanden uge siden, at familien Agergaard fra Lomborg fik startskuddet til TV MIDTVEST's klimaudfordring, CO2 Familien.

- Jamen det går godt. Vi er slet ikke faldet i endnu, griner familiens mor, Margit Agergaard.

Og det er ellers ikke fordi at opgaverne er for nemme. Seks kødfrie dage om ugen kræver noget planlægning. For der skal købes anderledes ind og så går der en masse tid med at snitte og skrælle.

- Det tager længere tid. Men nu har vi fået lagt en madplan for resten af måneden, det gør det lidt nemmere, siger Margit Agergaard.

Familiens yngste savner kødet
Den i familien, der har det sværest med at undvære kødet, er familiens yngste, Lasse på 13 år.

- Han snakker somme tider om morgenen, om at han gerne vil købe et pølsehorn i skoleboden. Men når jeg så siger, at det må han gerne, så vil han ikke alligevel, forklarer Margit.

Familiens anden udfordring går på kun at købe brugt. Heller ikke dén udfordring har indtil videre voldt problemer.