Viborg-løber slår 49 år gammel timerekord på atletikbanen

Fredag aften skulle maratonløberen Thijs Nijhuis prøve at slå den danske timerekord i løb.

Maratonløberen Thijs Nijhuis fra Viborg kvalificerede sig til det nu udskudte OL i Tokyo tilbage i februar. (arkivfoto)
Maratonløberen Thijs Nijhuis fra Viborg kvalificerede sig til det nu udskudte OL i Tokyo tilbage i februar. (arkivfoto)
Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters/Ritzau Scanpix

Det blev til en hel del runder i løbeskoene, da maratonløberen Thijs Nijhuis fredag aften skulle forsøge at slå den danske timerekord i løb. 

Forud for løbet var det en forventningsfuld og målbevidst løber, som DR Sporten talte med.

- Jeg bliver faktisk meget skuffet, hvis jeg ikke gør det. Hvis man ser på rekordens kilometertider, så er de cirka de samme som mit maratontempo. Det burde jeg godt kunne holde og samtidig løbe lidt hurtigere, siger Thijs Nijhuis til DR Sporten.

Klokken 21.40 fredag aften gik starten på atletikbanen i Kristiansand i Norge, som dannede rammerne om Thijs Nijhuis' rekordforsøg.

Her skulle den 27-årige maratonløber fra Viborg på en time skulle løbe så mange runder som overhovedet muligt.

60 minutter senere kunne Thijs Nijhuis så kalde sig ny dansk rekordindehaver med imponerende 19.872 meter på en time. 

- Det er kæmpestort, og jeg er vildt stolt, siger Thijs Nijhuis til DR Sporten og fortsætter:

- Det er præcis 49 år siden, den sidste rekord blev sat, og det er lidt fedt, at den ikke nåede at fylde 50 år.

Den hidtidige danske rekord blev sat i 1971 af Flemming Kempel, der løb 19.598 meter på en time.

Slog rekord, men nåede ikke målet

Selvom Viborg-løberen i aftes slog den 49 år gamle rekord, levede hans præstation på atletikbanen ikke helt op til det mål, som havde sat før løbet.

Målet for den 27-årige løber var nemlig 20 kilometer på en time, men det blev for hårdt til sidst.

- Jeg løb som planlagt de første 45 minutter med 20 km/t, men det sidste kvarter kunne jeg ikke holde tempoet, siger Thijs Nijhuis til DR Sporten.

Hans norske løbekollega Sondre Moen, som gjorde ham selskab på atletikbanen fredag aften, nåede derimod op over de 20 kilometer og slog til aftenens løb den europæiske timerekord, som tidligere lød på 20.994 meter.

Thijs Nijhuis kvalificerede sig til OL i Tokyo tilbage i februar i maratondisciplinen, men han har, efter OL blev udskudt på grund af coronavirus, nu fået et år mere til at få erfaring i benene.