Ny folketingskandidat for Socialdemokraterne i Viborg

Der er nu to kvinder, der skal kæmpe om Socialdemokraternes folketingsplads.

Mette Nielsen

Ved en fælles generalforsamling mandag aften blev de to folketingskandidater i Viborgs to kredse valgt. I vest-kredsen genopstiller Karin Gaardsted. Hun får selskab af Mette Nielsen, som bliver folketingskandidat i øst-kredsen. Det skriver Viborg Folkeblad.

- Ved at satse på endnu en stærk kandidat håber vi, at vi samlet kan styrke Socialdemokraterne i kommunen, så vi kan beholde vores plads i Folketinget, siger Hans Jørgen Nørgaard, der er formand i vest-kredsen, til Viborg Folkeblad.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ser frem til at få skiftet den her regering ud.

Den nye kandidat og markante byrådspolitiker har kun én ting for øje.

-Jeg vil arbejde hårdt for, at Socialdemokraterne får et godt lokalt valg. Det er ingen hemmelighed, at jeg ser frem til at få skiftet den her regering ud - den regering, der skaber så store økonomiske udfordringer for landets kommuner, og som i sidste ende rammer borgerne i form af besparelser, fortæller hun til avisen.

Hverken Karin Gaardsted eller Mette Nielsen havde modkandidater.