Efter skuffende sæson: TTH får ny mand på sidelinjen

Efter en skuffende sæson kan TTH Holstebro tirsdag præsentere en ny mand i deres trænerteam.

Jacob Hessellund (tv.) har tidligere arbejdet som talentansvarlig i TTH Holstebro.
Jacob Hessellund (tv.) har tidligere arbejdet som talentansvarlig i TTH Holstebro.
Foto: TTH Holstebro

Håndboldklubben TTH Holstbro kan tirsdag præsentere en ny assistenttræner i klubben.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Det bliver 31-årige Jacob Hessellund, der de kommende to sæsoner skal danne trænerduo med cheftræner Arnór Atlason i TTH Holstebro.

Det sker efter, at Jacob Hessullund de seneste år har arbejdet som talentansvarlig og træner for TTH's ungdomshold. 

- Jeg glæder mig rigtig meget til at bruge mine erfaringer på liganiveau. Det var en nem beslutning, da klubben inviterede mig til en snak, og jeg synes, det giver god mening hele vejen rundt, udtaler Jacob Hessellund.

Cheftræner Arnór Atlason er er også godt tilfreds med sin nye assistenttræner. 

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jacob stod højt på min liste over ønskede assistenttrænere, siger cheftræner Arnór Atlason i pressemeddelelsen.

Spillede sammen i Aalborg 

Atlason og Hessellund spillede sammen i Aalborg Håndbold i sæsonen 2017-2018, og senest har de arbejdet sammen som henholdsvis cheftræner og talentansvarlig i TTH Holstebro.

- Jeg ved, hvad Jacob indeholder, både som person og som håndboldtræner, og jeg synes, han passer rigtig godt ind i rollen som assistenttræner. Trods sin unge alder har Jacob stor trænererfaring fra diverse ungdomsmiljøer, ligesom han selv har spillet flere år i ligaen. Så jeg synes, det er et godt match, siger Arnór Atlason.

Udover at tiltræde som assistenttræner forlænger Jacob Hessellund også sin kontrakt som talentansvarlig, så begge aftaler nu løber indtil 30. juni 2026.

- Jeg tror helt klart, det bliver en styrke, at jeg har et øje på både ungdomsspillerne og ligaspillerne. Forhåbentlig kan det være med til at skabe en god synergi mellem talent- og ligaarbejdet i klubben, siger den kommende assistenttræner.