Længe ventet overskudsvarme fra Apple er på vej til Viborg

I næsten 10 år har planerne været på tegnebrættet, men nu rykker det nærmere, at de bliver en realitet.

Overskudsvarmen fra Apples datacenter ved Viborg kan nu komme borgerne i kommunen til gavn.
Overskudsvarmen fra Apples datacenter ved Viborg kan nu komme borgerne i kommunen til gavn.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Der har været talt om det i årevis, men nu ser det endelig ud til at Viborgs forbrugere får glæde af overskudsvarmen fra Apples datacenter i Foulum.

I næste uge holder Viborg Varme generalforsamling, og der vil bestyrelsen for fjernvarmeselskabet foreslå at bruge 266 millioner kroner på investeringer, der skal udnytte overskudsvarmen.

Det skriver Viborg Varme i en mail-invitation til sine forbrugere.

Og det gælder ikke blot varme fra Apple, men også fra Energinets transformerstation, der ligger lige ved siden af datacentret. Desuden er der også planer om også at få overskudsvarme fra et kommende power to x-anlæg ved Tjele, viser et notat vedlagt forbrugernes invitation.

Det kræver, at der bliver bygget en såkaldt energihub, der er en bygning med varmevekslere og pumper, som kan skubbe varmen ind til Viborg. Derudover kræver projektet, at der bliver bygget en 4,5 kilometer lang transmissionsledning fra Foulum til Viborg.

Har været på tegnebrættet i næsten 10 år

Planerne om Apples datacenter blev præsenteret på et pressemøde i Viborg tilbage i februar 2015 af daværende borgmester Torsten Nielsen og daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Allerede dengang blev der talt om, at datacentret kunne levere store mængder overskudsvarme - ikke kun til Viborg, men også til store dele af Midtjylland. 

Men det er altså først nu, at det ser ud til at blive en realitet.

Forskellige afgifter har været med til at forsinke planerne. Samtidig har man ventet på, at Apple fik datacentret sat i drift, så det var klar til at levere varmen.

Forventningen er, at overskudsvarmen i første omgang kan dække mindst halvdelen af varmeforbruget i Viborg.

- Det er en god historie for alle. Det betyder, at vi kan sænke varmeprisen for et almindeligt parcelhus i Viborg med 3000-4000 kroner om året, siger formanden for Viborg Varme, Kristian Brøns Nielsen. 

Han håber på generalforsamlingens opbakning til projektet.

Viborg Varme leverer varme til omkring 20.000 boliger.