23-årig anholdt for røveri i Bjerringbro
En 23-årig mand fra Viborg er blevet anholdt for røveri mod en kiosk i Bjerringbro den 30. august.
Ved hjælp af flere henvendelser fra borgere er det lykkedes politiet at anholde en 23-årig mand fra Viborg. Manden er sigtet for at have begået røveri mod 7-22-Kiosken på Markedsvej i Bjerringbro i tirsdags.
Tidligere i dag frigav politiet overvågningsbilleder af manden, som er tidligere kendt af politiet, han havde dog ingen kendt adresse, men klokken 15:45 torsdag lykkedes det at pågribe ham.
Manden fremstilles i grundlovsforhør i Viborg i morgen.