Sundhedseksperter om grænseåbning: - Det giver ikke mening

De fleste lande i Europa har den samme andel smittede som Danmark, og derfor kan grænserne åbnes yderligere, vurderer eksperter.

strand
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Man ville kunne genåbne grænserne endnu mere uden at gamble.

Sådan lyder dommen fra Troels Scheel, lektor i mikrobiologi ved Københavns Universitet, efter dagens pressemøde, hvor kun tre landegrænser blev genåbnet.

Tyskland, Island og Norge vil igen kunne tage imod danske turister og vice versa, meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

- Det er en meget begrænset genåbning, siger Troels Scheel.

Han peger også på, at turister, der kommer til Danmark, skal have booket mere end seks overnatninger, og at det skal være i områder udenfor København.

Åbne grænser til Holland, Grækenland og Tjekkiet

Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv vil det ikke være uforsvarligt at genåbne flere grænser. Det er vel at mærke, hvis det er grænser til lande, der har det samme antal eller et lavere antal smittede per tusinde indbyggere sammenlignet med Danmark, vurderer Troels Scheel.

Det kan for eksempel være Holland, Grækenland, Sverige og Tjekkiet, siger han. 

Det er Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin, enig i.

- Der tages gode tiltag i mange lande, og mange europæiske lande klarer sig ligeså godt som Danmark, siger Søren Riis Paludan. 

Den danske strategi

Det vil også være i tråd med den danske strategi at åbne grænserne til flere lande, vurderer Søren Riis Paludan.

I hvert fald den strategi, som danskerne flere gange har fået præsenteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der går ud på, at antallet af indlagte i Danmark skal følge den grønne kurve.

- Lige nu er antallet af smittede meget lavt, og derfor giver det ikke mening, at man stadig er så forsigtige, mener Søren Riis Paludan og fortsætter:

- Vi har i store træk det samme smittetryk som de fleste europæiske lande. Så det giver ikke meget mening at have åbent mellem Nordjylland og København, men lukket mellem Sønderjylland og Hamborg.

Vigtigt med forholdsregler

Men alle grænser skal ikke genåbnes. Det vil nemlig være uforsvarligt ud fra et sundhedsfagligt perspektiv, vurderer Troels Scheel.

- Selvfølgelig er det klogt at være forsigtig og tænke sig om, inden det hele potentielt set eksploderer igen, siger lektoren. 

Han peger på, at man gør klogt i at monitorere udviklingen i hele verden.

- Det vil sundhedsmæssigt være den vigtigste faktor, vurderer han og forklarer, at man derved vil kunne lukke ned igen, hvis smittespredningen øges, siger Troels Scheel.

Samtidig er det vigtigt, at der tages forholdsregler, når grænserne genåbner.

For eksempel bør man sørge for, at alle danske grænseovergange og samlingspunkter for turister skal indrettes, så man kan sikre særlig god afstand, og at der er mulighed for opretholdelse af god hygiejne.

- Kombineret med en gennemarbejdet redningsplan i tilfælde af et pludseligt stigende smittetrykket er disse foranstaltninger essentielle for en genåbning af grænserne, siger Troels Scheel.

God plan for genåbning af grænserne

I modsætning til Troels Scheel og Søren Riis Paludan, så er Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, meget begejstret for regeringens nye plan for grænseåbningen.

Han mener nemlig ikke, at det vil være forsvarligt at åbne grænserne til flere lande end til Tyskland, Island og Norge.

Det skyldes, at det kan få alvorlig betydning for smittespredningen, siger han. Især hvis turister begynder at strømme til de samme områder. 

- Ét er, at det øger risikoen for, at man møder en, der er smittet. Noget andet er, at man pludselig kan være mange mennesker samlet de samme steder, og det giver virussen nemmere vilkår for at sprede sig, siger Allan Randrup Thomsen.

- Men der er mange usikkerheder ved overhovedet at åbne grænserne, siger han og kalder regeringens plan for "godt afbalanceret".