Bang & Olufsen: Færre spekulerer i kursfald

Investorer lukker deres short-positioner i B&O på grund af salgsrygter og dermed usikkerhed om Struer-virksomhedens fremtid.

Bang og Olufsen

Investorer spekulerer i mindre grad i, at den danske luksuselektronikproducent Bang & Olufsen vil se aktiekursen falde. Omfanget af såkaldte shorts er på det laveste niveau i 12 måneder. Det skriver Bloomberg News.

At gå "short" i en aktie betyder, at man låner aktien, sælger den og håber at kunne købe den tilbage senere til en lavere kurs.

Derefter afleverer man igen aktien og scorer differencen - dog fratrukket et gebyr for at have lånt aktien. 

Hedgefondes short-interesse er imidlertid aftaget markant i kølvandet af, at Bang & Olufsen i slutningen af november meddelte, at et antal selskaber har vist interesse for elektronikvirksomheden, og at det kan ende med et salg.

Ifølge Ole Kjær Jensen, der aktiechef i Sydbank, har "udsalget" på akitemarkederne i de første måneder af 2016, givet investorerne en chance for at reducere deres short-positioner.

- Det er åbenlyst risikabelt at være "short" i en aktie i gennem en overtagelsesproces. Det ser ud til, at der er nogle investorer, der har udnyttet den seneste usikkerhed på markedet til at lukke deres short-positioner i B&O, siger han til Bloomberg News. 

Det forhold, der gør sig gældende for Bang & Olufsen-aktien i øjeblikket kaldes af aktiehandlere at "short squeeze". Det vil sige, at investorer, der havde solgt lånte aktier med en forventning om, at kursen ville falde, i stedet bliver klemt af en stigende aktiekurs. Investorerne bliver dermed nødt til at købe aktierne tilbage for at lukke short-positionerne, og det er igen med til at forstærke kursstigningen. 

/ritzau/FINANS