Mindeværdigt øjeblik for Brian Pedersen: Krøllede bolden op i hjørnet og var med i historisk triumf

Brian Pedersen scorede et mindeværdigt frisparksmål i pokalfinalen i 2001, da Silkeborg IF slog AB med 4-1.

Brian Pedersen vandt sammen med resten af Silkeborg IF pokalturneringen i 2001.
Brian Pedersen vandt sammen med resten af Silkeborg IF pokalturneringen i 2001.
Foto: Privatfoto

Året er 2001. 

Anden halveg er cirka fem minutter gammel, og Silkeborg IF er nede med 0-1 i pokalfinalen mod AB i Parken.

Men så tager Brian Pedersen sagen i egen hånd. 

På et frispark 3-4 meter udenfor feltet lægger han bolden til rette og tager tilløb. Nogen vil måske påstå, at den 26-årige midtbanespiller efterfølgende rammer bolden på en måde, som kun John Faxe kender til. 

I hvert fald stryger bolden op i det fjerneste målhjørne og skraber det sidste spindelvæv med ind i netmaskerne. Silkeborg har udlignet. Jublen kan bryde ud i Parken. 

- Jeg kunne følge bolden hele vejen. Det så virkelig lovende ud. At den ender, hvor den ender, er måske mere held end forstand. Det er en giga-glæde, der kommer op i mig, når jeg snakker om det, lyder det fra Brian Pedersen.   

Silkeborg IF så sig aldrig tilbage. Senere gjorde Thomas Poulsen det til 2-1, inden Henrik "Tømrer" Pedersen scorede to gange og gjorde det til slutresultatet 4-1.

Og så havde Silkeborg IF vundet sin første og hidtil eneste pokaltitel. 

En unik årgang

Fredag aften klokken 19.00 kan Silkeborg IF tage et stort skridt mod en ny pokaltriumf, når FC Fredericia gæster Søhøjlandet i den første af to semifinaler. 

Dermed kan nutidens SIF-hold måske gå i fodsporene på den gyldne generation fra årtusindeskiftet, der talte spillere som Henrik "Tømrer" Pedersen, Peter Kjær, Morten Bruun og selvfølgelig Brian Pedersen.

- Vi havde et vanvittigt godt hold. Jeg synes, vi havde et mesterhold, selvom DM-titlen glippede mod Brøndby få uger før pokalfinalen. Det var en unik årgang med store spillere og store personligheder, siger Brian Pedersen. 

Fra venstre: Morten Bruun, Jacob Juul, Brian Pedersen.
Fra venstre: Morten Bruun, Jacob Juul, Brian Pedersen.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Ifølge Brian er det svært at sammenligne nutidens Silkeborg-hold med datidens vinderhold. Han mener, at nutidens hold har bedre spillere, men at der alligevel var noget særligt over holdet fra 90'erne og 00'erne.

- Det nuværende SIF-hold spiller mere poleret. Vores hold var ikke kendt for at spille tiki-taka (anerkendt spansk fodboldstil red.), men effektiv fodbold. Der bliver spillet fodbold på en helt anden måde i dag.

Var til prøvetræning i udlandet

Brian Pedersen vandt pokaltitlen i 2001 som 26-årig. To år senere var han tvunget til at stoppe sin karriere på grund af en knæskade. 

- Det var en stor mavepuster. Det var endda i en periode, hvor to udenlandske klubber var på udkig efter mig. 

Han endte derfor med at tilbringe hele karrieren i Silkeborg. I en klub, hvor han følte sig hjemme, og i en by, hvor han følte sig tryg med familien. 

Undervejs i karrieren var han til prøvetræning i den engelske Premier League-klub Charlton. 

- Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke pressede mere på for en karriere i udlandet. Det er det ultimative at opnå som fodboldspiller. 

- Men jeg havde for mange skader og blev ofte sat tilbage af det. Jeg fandt også ud af, at jeg havde spillet med en tarmsygdom. Min krop var nok ikke gearet til at spille topfodbold, konstaterer Brian Pedersen. 

Siden Brian Pedersen var barn, drømte han om at blive professionel fodboldspiller.
Siden Brian Pedersen var barn, drømte han om at blive professionel fodboldspiller.
Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

Indtog bankverdenen 

Da karrieren var slut i 2003 gik der blot fire dage, før Brian Pedersen havde fundet et nyt job. Han fik en fast stilling i Jyske Bank. Et kontorjob, der stod i skærende kontrast til den aktive tilværelse som professionel fodboldspiller. 

- Det var en kæmpe omvæltning at sidde ved en computer så mange timer hver dag.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at skridtet ind i bankverdenen var den helt rigtige vej for Brian. Senere blev han leder i Jyske Bank, hvor han stadig arbejder den dag i dag. 

- Jeg er glad for min karriere som leder. Som fodboldspiller lærte jeg, hvordan man dedikerer sig til noget og opnår et mål. Det har jeg taget med ind i mit virke som leder i Jyske Bank. 

Udenfor bankverdenen følger Brian Pedersen stadig med i, hvordan Silkeborg IF klarer sig på grønsværen. 

- Jeg har naturligvis en stor interesse i, at det går SIF godt, afslutter Brian Pedersen.

Silkeborg IF møder FC Fredericia fredag aften klokken 19. Kampen kan ses på TV3+.