Pres på sundhedsvæsenet: Nu hjælper lægesekretær i akutmodtagelsen

Sundhedsvæsenet lider fortsat stort pres, og derfor er lægesekretærer trådt til for at aflaste personalet på Børneafdelingen i Viborg.

2:21
Lægesekretær Annemette Otkjær er glad for, at hun kan bidrage på Børneafdelingen i Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Normalt sætter Annemette Otkjær ikke sine ben i akutmodtagelsen. Men nu har lægesekretæren pludselig fået nye opgaver. Det glæder hende dog meget, at hun kan hjælpe til.

- Jeg synes, det er fedt at komme ned og assistere og hjælpe på akutmodtagelsen. Så prøver jeg noget andet, siger hun.

Til dagligt er hun ellers lægesekretær på Børn og Unge Klinikken, men nu bruger hun også nogle timer på akutafdelingen, som blandt andet mærker et stort pres.

Tid til at hjælpe

Annemette Otkjærs nye arbejdsrutine skyldes det pressede sundhedsvæsen, hvor der netop har været sygeplejerskestrejke, og hvor patienter blandt andet møder lange ventelister. 

Derfor er lægesekretæren blevet spurgt, om hun havde lyst til at assistere i akutafdelingen. Og både hende og ledelsen har vurderet, at der er tid til at hjælpe i en anden afdeling.

- Vi aflyser en del ambulante patienter oppe i klinikken, fordi det ikke er ligeså akut, som på børneafdelingen. Så der er ikke så mange journaler, der skal skrives, forklarer Annemette Otkjær. 

En af hendes nye opgaver er at servere mad og drikkevare for patienter. Det er en af de måder, som hun kan aflaste sundsvæsenet på, når der er rygende travlt.

Annemette Otkjær er her i fuld gang med at servicere patienter på akutmodtagelsen i Viborg.
Annemette Otkjær er her i fuld gang med at servicere patienter på akutmodtagelsen i Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Nye løsninger

I efteråret har den såkaldte RS-virus skabt et endnu større pres af akut syge børn. Og det har belastet afdelingen til det yderste.

- Normalt har vi omkring 400 børn igennem hver måned på børnemodtagelsen. Og i september modtog vi over 800 børn, siger Jens Peter Nielsen, der er ledende overlæge på Børneafdelingen ved Regionshospitalet Viborg.

Omstændighederne har tvunget afdelingen ud i nye løsninger. De har lånt flere læger og sygeplejersker udefra, de har flyttet personale fra ikke-akut til akutmodtagelsen. De har desuden også lært serviceassistenter at fylde depoter op og klargøre stuer.

Efter corona og sygeplejerskekonflikten har Region Midtjylland en pukkel på 20.000 operationer ved slutningen af året.

Erfaringer fra Viborg viser, at det kan lade sig gøre at skrue kraftigt op for ressourcerne – dog kun i en periode.

- Vi belaster jo vores personale næsten til det yderste. Så hvis det fortsætter lang tid, så skal vi ud at finde nogle andre og mere langtidsholdbare løsninger, siger den ledende overlæge.

Men som tingene er nu, så fortsætter lægesekretæren med at hjælpe akutmodtagelsen, og det vil hun gøre, så længe det er nødvendigt.