Bonusser på vej til hospitalsansatte: - Det er et skridt i den rigtige retning, men det løser ikke udfordringerne

11.000 ansatte på Region Midtjyllands hospitaler kan se frem til en bonus i det kommende år. En udmærket, men midlertidig løsning, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland.

Anja Laursen er formand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, og hun er glad for den nye aftale, men hun savner løsninger, der holder på længere sigt.
Anja Laursen er formand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, og hun er glad for den nye aftale, men hun savner løsninger, der holder på længere sigt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

En fastholdelsesbonus på 10.000 kroner er, hvad en del af sundhedspersonalet på Region Midtjyllands hospitaler kan se frem til i det nye år.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den 5. december vedtog et flertal i folketinget en såkaldt vinterpakke, som er en milliard kroner, der skal bruges på sundhedsvæsnet over de kommende måneder. Region Midtjyllands andel af den pulje lyder på 216,1 millioner, og de er nu snart klar til at blive udbetalt.

Regionen har forhandlet med en række fagligt relevante organisationer, og nu mangler kun en endelig tilslutning til aftalen, før den er helt på plads. Det forventer regionen sker mandag den 20. december.

Formålet med aftalen er at fastholde sundhedspersonale og få hjulpet nogle af de patienter, der har fået udsat deres behandling.

Bonus til 11.000 medarbejdere

I aftalen står der, at sundhedspersonale på ”særligt vagtbelastede afsnit” skal have udbetalt en bonus af to omgange. Først 4000 kroner i slutningen af januar, og derefter 6000 kroner i slutningen af april. Regionen vurderer, at den skal udbetale bonussen til cirka 11.000 medarbejdere.

- Jeg glæder mig over, at vi med aftalen på en meget kontant måde kan anerkende medarbejdere, som oplever meget stor belastning i forhold til aften-, nat- og weekendarbejde i det daglige, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, Anja Laursen, er umiddelbart positiv over indholdet af aftalen, men hun ser det som en meget kortsigtet løsning.

- Jeg håber på, at den kan være med til at fastholde nogle af de sygeplejersker, der overvejede at stoppe, for det har vi brug for. Men vi er nødt til at se på varige lønstigninger. Det bliver ikke ved med at gå, det her, siger hun til TV MIDTVEST.

Ekstrabetaling for overarbejde

Udover bonussen er der også ekstra penge på vej til de medarbejdere, der frivilligt tager overarbejde eller bliver pålagt det. Fra mandag og frem til udgangen af marts skal de ifølge aftalen have 200 kroner ekstra i timen for overarbejde. Det er et ekstratillæg, som kommer oven i de tillæg, de allerede får.

- Der ligger en ekstra belønning – og måske et ekstra incitament - til alle medarbejdere på hospitalerne, som hen over de kommende måneder vil gøre en ekstra indsats og bidrage til, at vi kommer godt gennem vinteren og får hjulpet de patienter, der har fået udskudt deres behandling, siger Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

En god løsning nu - men der skal mere til

Formand Anja Laursen er enig med regionsrådsformanden i, at det er en god løsning i forhold til at komme gennem vinteren, men ikke mere end det. Der skal andre løsninger og flere midler på bordet.

- Det er fornuftigt at gøre noget for fastholdelsen og for at holde driften kørende, for jeg tror, det bliver nødvendigt. Samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at det ændrer på ingen måde på lønefterslæbet. Det er alene en vinterordning.

- Hvis man husker, at det alene er en vinterpakke i fem måneder, er det et skridt i den rigtige retning, men det løser ikke udfordringerne, siger hun.