Se kortet: Her rammer de kraftigste vindstød

Politiet oplyser, at Sallingsundbroen er i fare for at lukke efter vindstød af orkanstyrke.

Der vil være vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst søndag og mandag.
Der vil være vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst søndag og mandag.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Bare en uge efter det kraftige blæsevejr i sidste weekend, er der nu igen vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand både søndag og mandag.

I løbet af søndagen kommer vinden til at tiltage og der forventes hård kuling og måske vindstød af orkanstyrke. Det viser prognoser fra DMI.

Ved Hanstholm har vinden søndag morgen været ekstra stærk. Her er der målt vindstød med 31,6 meter i sekundet, hvilket er tæt på orkanstyrke.  

Sallingsundbroen lukker, hvis det fortsætter

Vindstød med orkanstyrke rammer også lige nu området omkring Sallingsundbroen, hvor middelvinden ligger på 23,9 meter i sekundet og med vindstød målt til 34,6 meter i sekundet. Politiet oplyser, at det kan blive nødvendigt at lukke broen, hvis den stærke vind fortsætter.

De kraftige vinde fra vest og sydvest kommer formentlig til at medføre forhøjet vandstand. Ifølge prognoser fra DMI kan vandstanden stige til 160 cm i Limfjorden.

Frem til mandag aften vil der falde om mod 40 mm regn, mest i den vestlige del af landet, oplyser DMI.

Vejdirektoratet frafråder kørsel med vindfølsomme køretøjer på mange af de større broer.