Han var udvalgt til at genrejse DF's jyske fløj - nu siger han stop
Han har stået igennem det værste stormvejr i partiet og åbnet kontor i Ejstrupholm. Men nu må DF's partisekretær trække sig.
En tung beslutning. Sådan beskriver DF's snart forhenværende partisekretær, Simon Vanggaard, sit valg.
Han har stået i spidsen for at få et partikontor til Ejstrupholm, og han har kæmpet for at genrejse Dansk Folkeparti efter flere svære år.
Men det kan han ikke længere.
- Tiden var til at sige stop nu, fortæller Simon Vanggaard. Blandt andet fordi kollegaen, Chris Bjerknæs, som han deler titlen som partisekretær med, har valgt at sige sin stilling op.
Men først og fremmest tænker han på familien, slår Simon Vanggaard fast.
- Jeg har tre små børn. Deres barndom er nu, og den kommer ikke tilbage. Som politiker er man virkelig meget væk fra familien og rejser meget rundt. Alene de sidste tre måneder har jeg været både i Bruxelles, Købehavn, Skagen og Bornholm, forklarer Simon Vanggaard.
Føles som 15 års hårdt arbejde for Dansk Folkeparti
Selvom han har trives med et højt tempo på arbejdet, er det også hårdt at være partisekretær, siger Simon Vanggaard.
- Jeg har været ansat i to og et halvt år - men det føles faktisk som 15.
Han afviser, at beslutningen om at stoppe som partisekretær har noget at gøre med Dansk Folkeparti. Han fortsætter som byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune og er stolt af sit parti, slår han fast.
- Jeg har det godt med at give slip på partiet nu, fordi jeg synes, vi står et væsentligt bedre sted, end da vi startede. Jeg er utrolig stolt af det, vi har skabt gennem mine år her, og jeg giver ikke op på DF, tværtimod, siger Simon Vanggaard og glæder sig over at kunne fortsætte som lokalpolitiker i Ikast-Brande Kommune.
- Jeg har været politisk engageret, siden jeg var 12, og det bliver jeg ved med, for jeg brænder for at udvikle den by, mine børn skal vokse op i, siger Simon Vanggaard.