Derfor kan du se orange marker midt i april

Markerne bliver gjort klar til nye afgrøder.

Orange mark
Foto: Tobias Malte Kristensen, TV MIDTVEST

Det er ikke de farver, man normalt forbinder med forårets komme.

Faktisk minder markerne mere om efterårets rødbrune farver, når bladene visner og falder af træerne.

Og det er da også nogle af de samme processer, der er i gang på de farverige marker.

De gule og orange farver på markerne skyldes nemlig mange steder ukrudtsmidlet Roundup, forklarer Per Kudsk, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i blandt andet ukrudt og agroøkologi.

- Det er en meget gængs praksis, at landmændene sprøjter deres marker med Roundup. Det er noget, man gør for at rydde op, og så sår man, siger Per Kudsk.

Roundup'en sørger altså for, at alt ukrudt eller spildkorn på marken visner og dør, sådan at landmændene kan så nye afgrøder på en bar mark, forklarer Per Kudsk.

Regnen har gjort det tydeligt

Selvom det ikke er noget nyt fænomen, så er der måske flere, som har lagt mærke til det i år end normalt.

- I år bliver det meget tydeligt, fordi det har været så vådt, siger Per Kudsk.

Det hænger sammen med, at landmændene hverken har kunnet pløje, harve eller så deres marker, fordi jorden mange steder stadig er alt for våd. 

Derfor har de visne marker altså fået lov at stå uberørte i en del længere tid end sædvanligt.

- Normalt skal der ikke gå særlig mange dage, før man kan køre derud, efter der er blevet sprøjtet, forklarer professoren.

- Men i år står mange af markerne der stadig, og de er meget gule, siger han.

Hvorfor sprøjter man med Roundup

De to mest almindelige måder at komme ukrudt til livs på markerne er enten ved at harve eller sprøjte med Roundup.

I økologiske landbrug har man ikke mulighed for at benytte sig af Roundup, og her må man altså bekæmpe ukrudt og andre uønskede gevækster på sin mark ved at pløje og harve markerne.

Det er dog en noget mere besværlig og tidskrævende proces, og derfor vælger rigtig mange konventionelle landmænd at sprøjte med Roundup, inden de sår deres marker.

Per Kudsk understreger, at så længe der ikke er tale om et økologisk landbrug, er det en fuldstændig legitim måde at gøre det på.

- Det er fuldstændig godkendt, og det skader ikke jorden, siger han.