Kort nyt

26. apr 2024 kl. 15:33

Gratis middag gav en dyr eftersmag

To gutter troede tilsyneladende, de kunne få sig et gratis måltid, da de torsdag spiste og drak på restaurant uden at betale.

Mændene på 30 og 28 år stak af fra en restaurant på Nørregade i Holstebro uden at betale. Men den tilsyneladende gratis middag endte med at blive en dyr fornøjelse.

Politiet fangede nemlig de to mænd, kort efter de havde forladt restauranten klokken 19.10. Og så blev mændene nødt til at betale regningen på 716 kroner.

Oven i bliver de så nødt til at betale bøder for at stikke af fra regningen. Det oplyser politikommissær David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro.

Dermed endte den tilsyneladende gratis middag altså med en både ulovlig og dyr eftersmag.

Kl. 19.55

59-årig mand forsøgte at stikke af med 45 kartoner cigaretter

En 59-årig mand er mandag aften blevet anholdt for at forsøge at stjæle cigaretter. 

Det fortæller Jeppe Holgersen, der er vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi. 

Manden blevet taget på fersk gerning, da han forsøgte at smugle 45 kartoner cigaretter ud af en butik i Sunds. 

Personalet så manden i et baglokale, mens han pakkede cigaretterne væk. Da det gik op for manden, at han var opdaget, fik han benene på nakken og smed cigaretterne fra sig.

En medarbejder i butikken så, hvilken bil manden kørte væk i. 

Politiet kunne derfor nemt finde frem til manden og anholde ham.



Kl. 19.48

Hvide Sande har manglet sin redningsbåd i to måneder

En redningsstation uden sin redningsbåd er ikke meget værd. Ikke desto mindre har det været situationen i Hvide Sande siden starten af marts.

Her blev den gamle redningsbåd "Emile Robin" sendt til Aalborg til eftersyn. Men efter to måneders ventetid er båden endnu ikke vendt tilbage til det vestjyske.

Og det er noget, der irriterer Thomas Hansen, der er bådførende på Hvide Sande redningsstation.

- Det er jo utrygt for folk herude. Det er er rigtig vigtigt, at vi har båden, for uden den er der mange redningsaktioner, vi ikke kan lave. Vi kan for eksempel ikke bugsere nogle skibe, hvis de skulle springe læk, fortæller han. 

Kl. 17.41

Vil have fængselsbetjentuddannelse til Viborg

Et stort, lukket fængsel er på vej til Viborg Kommune. Men spørgsmålet er, om der kan skaffes kvalificerede medarbejdere til at bemande fængslet.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Karin Gaardsted fra Viborg foreslår nu, at der skal etableres en uddannelse af fængselsbetjente i lokalområdet.

- Fængselsbetjente er allerede en mangelvare. Nu bliver der brug for endnu flere. Derfor skal vi have uddannet nogle flere og det skal sættes i værk hurtigst muligt, siger Karin Gaardsted.

Hun henviser til, at det nye fængsel efter planen skal stå klar i 2030, og derfor skal det første kuld af nye fængselsbetjente være uddannet og klar til den tid.

Karin Gaardsted vil tage spørgsmålet op med justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Netop nu er placeringen af det kommende fængsel i offentlig høring. Det kommer til at ligge enten ved Frederiks eller ved Møldrup.

Det nye fængsel får omkring 400 medarbejdere, hvoraf en stor del bliver fængselsbetjente.

Kl. 16.24

Ny fyringsrunde på økonomisk trængt skole

For anden gang på et halvt år har VIA University College i Skive en større fyringsrunde. 

Det skriver Skive Folkeblad. 

Ifølge avisen er der tale om ni medarbejdere.

I december fyrede skolen mellem 50 og 60 medarbejdere.

Fyringerne sker som følge af, at VIA University College i slutningen af oktober varslede en nødvendig besparelse på 50 millioner kroner i budgettet for 2024.

Kl. 16.06

To års fængsel for knivstikkeri

En 31-årig litauisk mand ved navn Elvis Pleite er blevet idømt to års fængsel for kvalificeret vold. Han er desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Det fortæller senioranklager for Midt- og Vestjyllands Politi, Iben Bøttker, til TV MIDTVEST.

Manden fik dommen mandag ved Retten i Herning. 

Kl. 15.06

Enhedslisten peger på ny spidskandidat

I weekenden valgte Enhedslistens deres nye spidskandidat i Vestjyllands storkreds til næste folketingsvalg.

Valget faldt på 35-årige Nana Højlund, der til dagligt er SOSU-assistent og formand for FH Østjylland. 

Ved sidste folketingsvalg i 2022 troede Maria Temponeras i første omgang, at hun blev valgt ind i Vestjyllands Storkreds for Enhedslisten. 

En fintælling betød dog, at Enhedslisten mistede mandatet. 


Kl. 14.37

Telttyv har fået sin straf

38-årige Tadas Lapas fra Litauen er mandag blevet idømt et år og tre måneders fængsel ved Retten i Viborg for 62 forhold af indbrud og indbrudsforsøg i sommerhuse og kolonihaver.

Det bekræfter anklagerfuldmægtig Cecilie Pedersen fra Midt- og Vestjyllands Politi over for TV MIDTVEST.

- Jeg er meget tilfreds, det er i det straf-niveau, som jeg havde forventet, siger hun.

Tadas Lapas' mange indbrud skabte sidste år meget opmærksomhed, da han boede i et telt i et sommerhusområde i Truust ved Silkeborg. Gang på gang brød han ind i nærliggende sommerhuse for at sove og spise. 

Udover fængselsdommen er Tadas Lapas idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Tadas Lapas modtog dommen og er blevet fængslet. 

Kl. 14.10

Silkeborg-topscorer risikerer at misse årets vigtigste kamp

Kent Nielsen tvivler på, at Alexander Lind når at blive klar til pokalfinalen mod AGF efter ankelskade.

Det bliver en kamp mod tiden for Silkeborg IF at få topscorer Alexander Lind klar til torsdagens pokalfinale mod AGF i et udsolgt Parken.

Angriberen pådrog sig en ankelskade i søndagens superligakamp mod FC København, da Lind blev pløjet ned af gæsternes målmand, Kamil Grabara.

Mandag var Lind ikke i stand til at træne med holdkammeraterne, og Silkeborg-træner Kent Nielsen er ikke videre optimistisk, når han ser på muligheden for at råde over angriberen i sæsonens vigtigste kamp.

- Chancerne er nok mindre for, at han kommer til at spille, men den er der. Vi prøver ikke at være fordækt eller noget. Det er jeg blevet for gammel til. Hvis han er skadet, så er han skadet, og så bliver det også meldt ud, siger Kent Nielsen til Bold mandag eftermiddag.

Kl. 13.50

Opråb fra bestyrelse fik kunder tilbage i butikken

Min Købmand i Hodsager mellem Holstebro og Herning stod på kanten af en lukning i efteråret. Derfor skrev bestyrelsen et kontant opslag på Facebook, hvor den understregede vigtigheden af at handle i butikken, hvis den skulle overleve. 

Og det har hjulpet, mener bestyrelsesformand Heine Ebbesen. 

- Det er gået positivt. Det er blevet taget godt imod.

- Vi ser faktisk inde i et rigtigt godt første kvartal i 2024. Jeg tror, det er første gang, vi har et positivt resultat på et kvartal, så på den måde har det givet den effekt, vi havde håbet på, siger han.

Kl. 11.45

Efter 47 dage i sygesengen: Nu har skudramt 22-årig været for en dommer

En 22-årig mand er mandag ved middagstid blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Herning, der foregik for lukkede døre.

Han er varetægtsfængslet i en sag om en skudepisode, der skete 20. marts ved Superkiosken på Gl. Landevej i Herning. Her blev den 22-årige ramt af skud og fik skader, som han siden har været i behandling for.

Han er sigtet for drabsforsøg, men dommeren varetægtsfængslede ham for begrundet mistanke om forsøg på grov vold og våbenbesiddelse, oplyser anklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Han erkender at have været i besiddelse af en kniv og at have truet, men nægter sig skyldig i alt andet, siger anklageren.

Den 22-årige har været varetægtsfængslet in absentia siden 21. marts, hvor han ikke kunne møde i retten på grund af sine skader. Han er tidligere straffet med fængsel.

Tre andre mænd på 19, 20 og 20 år sidder også varetægtsfængslet i sagen, som politiet har beskrevet som et internt opgør.

Kl. 10.17

Mand stak af fra politiet efter parkeringsbøde

Tidligt søndag morgen gav en politipatrulje en parkeringsbøde til en BMW ved Søndercenteret i Skive. 

Men da bilen kort efter forlod parkeringspladsen, fulgte politiet efter, og det fik føreren af bilen til at flygte til fods. 

Det fortæller politiassistent ved lokalpolitiet i Skive, Niels Bach. 

- Da føreren af bilen fik øje på politiet, steg han ud af bilen og løb fra stedet. Tilbage i bilen var en en passager, forklarer Niels Bach.

Men den passager ville ikke oplyse, hvem føreren var, og hvorfor han flygtede fra politiet. 

I stedet kaldte han politiet for "idioter" og "fjolser" og blev sigtet både for fornærmende tiltalte mod tjenestemænd og for at overtrædelse af oplysningspligten. 

Kl. 09.20

22-årig fremstilles i grundlovsforhør efter lang indlæggelse

Opdatering

  • Den 22-årige er varetægtsfængslet i fire uger, oplyser anklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

En 22-årig mand vil mandag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning i en sag om en skudepisode i Herning 20. marts.

Den 22-årige blev ramt af skud, men er også selv sigtet for drabsforsøg i sagen. Han blev varetægtsfængslet in absentia 21. marts, da han ikke kunne være til stede i retten, fordi han blev behandlet for sine skader.

Nu er han efter en lang indlæggelse rask nok til at kunne fremstilles for en dommer, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Tre andre unge mænd er allerede varetægtsfængslet i sagen.

En 20-årig mand blev varetægtsfængslet i sagen 21. marts, mens to mænd på 19 og 20 år - som havde undveget politiet i tre uger - blev varetægtsfængslet 10. april efter at være blevet anholdt.

Skyderiet, som de fire unge mænd er sigtet for, fandt sted ved Superkiosken på Gl. Landevej i Herning. Tidligere har politiet udlagt sagen som et internt opgør i det kriminelle miljø.

Kl. 09.01

Virksomhed tog desperat skridt for at overleve

Bettina Lehmann har valgt at lukke sin butik i Karup og flytte tegneværksted og webshop hjem på privatadressen. Og så satte hun gang i en stor tilbudskampagne for at redde sin virksomhed.

- Det var grænseoverskridende, for jeg bruger rigtig mange timer på mine tegninger, men jeg er nødt til at gøre noget, forklarer Bettina Lehmann.

Til TV MIDTVEST kaldte hun i april tilbudskampagnen for 'desperat'.

Nu har TV MIDTVEST besøgt hende igen et par uger senere. Og kundernes reaktion har gjort indtryk.

- Jeg er meget taknemmelig for al den omsorg, jeg har fået fra mine kunder, og jeg har også kunnet mærke det på omsætningen. Der har været større trafik på mine sider, og der er mange her op til mors dag og konfirmationer, der vælger at købe to tegninger i stedet for en, forklarer Bettina Lehmann.

Kl. 08.50

Motorvej spærret mellem Brande og Give

Oprydningsarbejde på motorvejen betyder, at en del af Midtjyske Motorvej er spærret. 

Det oplyser Vejdirektoratet

På en kort strækning mellem frakørsel 10 Brande S og frakørsel 9 Give er der højre spor i sydgående retning spærret. 

Kl. 07.56

Derfor vrimler det med politibiler på motorvejen

En håndfuld af politiets såkaldte "salatfade" er kørt med udrykning fra Holstebro i retning mod Karup. 

Men der er ingen grund til at frygte hverken bankrøverier eller bombetrussel, for det hele er en øvelse. 

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch. 

- Det er nye chauffører, som vi er ved at oplære i at køre i de politibiler, som vi kalder "gruppevogne." 

- Der er forskellige taktiske principper, som man skal oplæres i, for eksempel hvordan man skal lukke af, hvordan man skal parkere, og hvordan man bruger bilerne til at beskytte kollegaerne med, forklarer Jens Claumarch. 

Han fortæller, at "kortegen" lige nu er på vej mod Karup, hvor der er et lukket træningsanlæg. På vejen vil gruppevognene øve sig i at køre flere biler i udrykning.

Kl. 07.01

Brandstation har succes med rekruttering

Der er mangel på brandfolk på en lang række af landsdelens brandstationer.

Det viser en rundringning, som TV MIDTVEST har lavet.

Men hos Midtjysk Brand & Redning har de haft succes med at ansatte nye, deltidsbrandfolk den seneste tid, og det er faktisk særligt de unge, fortæller Louise Giandrup Lund, der er rekrutteringsmedarbejder.

- Sidste år bød vi 35 nye kollegaer velkomne, og 20 af dem er under 30 år. I år har vi rekrutteret 18, fortæller hun og tilføjer, at de blandt andet har brugt de sociale medier til få fat i nye kollegaer.

Desuden har brandstationen lavet samarbejder med virksomheder, og så har de haft fokus på at åbne op for en bred målgruppe.

- Det kræver ikke, at man har en særlig baggrund for at kunne være deltidsansat. Alle har et andet hovederhverv. Vi har ansatte, der blandt andet er lærere, sygeplejersker, sosu'er, mekanikere og selvstændige, oplyser hun.

Kl. 05.30

Melodi Grand Prix 2025 bliver i Herning

Dansk Melodi Grand Prix 2025 skal afvikles i Jyske Bank Boxen i Herning. 

Det skriver DR

- Herning har et af landets absolut bedste venues til at holde sådan et arrangement, som bare spiller, og hvor man kan lave godt TV i, siger den programansvarlige for Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision i DR, Erik Struve Hansen til DR P4 Midt&Vest. 

Det er 7. gang, Melodi Grand Prix skal afholdes i Herning, oplyser Erik Struve Hansen.

Melodi Grand Prix 2025 afvikles lørdag 1. marts. 

Børnenes Melodi Grand Prix, MGP, skal også afholdes i Herning i 2025. 

Kl. 04.52

Landdistrikter hårdt ramt af døde dagligvarebutikker - organisationer foreslår løsninger

Over hele landet lukker dagligvarebutikkerne, og netop de mindre byer er hårdt ramt.

Her har hver tiende dagligvarebutik drejet nøglen om siden 2017, viser dugfriske tal fra De Samvirkende Købmænd (DSK) og Landdistrikternes Fællesråd.

De to organisationer præsenterer mandag en række anbefalinger til ”nødvendige og politiske løsninger”, der kan holde hånden under handelslivet.

Blandt andet skal butikkerne have bedre adgang til finansiering, og så skal der tages et opgør med de såkaldte aflastningsområder omkring byerne, hvor store butikker skyder op med fare for at dræne bymidterne for liv, lyder det.

Kl. 04.19

Regeringen vil forbyde trawlfiskeri på fem sårbare rev

Det skal være forbudt at fiske med bundslæbende redskaber på fem sårbare danske rev, de såkaldte Natura 2000-områder, i Nordsøen og Skagerrak.

Det skriver TV 2 på baggrund af et forslag fremstillet af fiskeriminister Jacob Jensen (V).

Forbuddet omfatter både bundtrawl og fiskemetoden snurrevod, men det sigter særligt mod udenlandske bomtrawlere, som ifølge eksperter udfører den type fiskeri, der er "absolut mest skadelig" for de danske stenrev, skriver TV 2. 

5. maj 2024 kl. 21:55

EL-kandidat er færdig som kandidat i Vestjylland

Enhedslistens Maria Temponeras er færdig som spidkandidat i Vestjyllands Storkreds ved det folketingsvalg og skal nu jagte en plads i Folketinget for Østjylland Storkreds.

Det har Enhedlisten besluttet på partiets årsmøde, oplyser venstrefløjspolitikeren i et opslag på Facebook.

Temponeras har været opstillet i Vestjyllands Storkreds siden 2020.

- Tak til alle de folk, jeg har snakket med. Både jer, der har henvendt jer om en sag, og jer, jeg har talt med på gaden og til debatter og på skoler og højskoler, skriver hun.

Ved folketingsvalget i 2022 lignede det i første omgang, at Maria Temponeras skulle i Folketinget, men efter en fintælling gik mandatet i stedet til Konservative.