Kort nyt

20. apr 2024 kl. 13:03

Chauffør venter foran lufthavnen: Folk tager det roligt

Billund Lufthavn
Foto: Jan Ove Sørensen

Det vrimler med politibiler og brandbiler ved Billund Lufthavn, efter at lufthavnen lørdag er blevet ramt af en bombetrussel.

Det fortæller Jan Ove Sørensen fra Mammen. Han er chauffør hos Bjerringbro Taxi og er lørdag kørt til Billund for at hente nogle udenlandske gæster, der er ankommet med et KLM-fly. Gæsterne skal på besøg hos pumpekoncernen Grundfos, men på grund af bombetruslen kan de ikke forlade området.

- Så vidt jeg ved, sidder de stadig i flyet, siger Jan Ove Sørensen. 

Han fortæller, at mange passagerer fra lufthavnen er søgt ned mod det nærliggende lufthavnshotel, der ikke er blevet evakueret. Han har også set, at nogen har fået lov til at hente deres biler fra parkeringsområderne udenfor lufthavnen. 

- Vi har ikke fået nogen tidshorisont og ved ikke så meget om, hvad der sker. Men alle dem, jeg har talt med, tager situationen med ro, siger han.

Kl. 05.34

Abortmodstander reagerer på ny lov

- Det er en sorgens dag for børnene, siger Kristian Andersen. 

Han er 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af Kristendemokraterne, og så er han modtander af abort, og kalder den nye abortlovgivning for "kynisk". 

- Det er en kynisk vej at gå ikke at arbejde på at nedbringe aborter – blandt andet ved at oplyse og informere om abort og ubeskyttet sex, siger Kristian Andersen. 

Kl. 04.45

Ny aftale skal sikre kyster mod oversvømmelse

Regeringen har sammen med SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre besluttet at afsætte 150 millioner kroner til en kystpulje i 2024. 

Puljen kan søges af alle landets kommuner og har til formål at støtte kystbeskyttelsesprojekter som diger, sandfodring og højvandsmure. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Kl. 04.06

Danmark får ny abortlov med 18-ugers grænse

Et flertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om en ny abortlov. Det oplyser flere kilder til TV 2.

TV 2 er kommet i besiddelse af den endelige aftale, som ifølge TV 2s oplysninger præsenteres i dag, fredag.

Aftalen viser, at abortgrænsen hæves fra 12. til 18. graviditetsuge. Dermed svarer aftalen til det tidligere lækkede aftaleudkast.

2. maj 2024 kl. 23:12

Politiker tager en tur mere

I februar sidste år meddelte Tommy Tønning, at han stoppede som spidskandidat for Socialdemokratiet i Herning, efter at han to gange har forsøgt at fravriste Venstre borgmesterposten ved kommunalvalget. Uden held.

Tommy Tønning skriver torsdag aften i en mail til TV MIDTVEST, at han har genovervejet sin beslutning efter at have fået mange henvendelser med opfordringer til at ombestemme sig.

- Jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan levere endnu flere gode resultater i spidsen for Socialdemokratiet, og jeg ser frem til at bevise dette i en konstruktiv valgkamp, skriver Tommy Tønning.

2. maj 2024 kl. 23:09

Sjælden gåseart er i vejen

Hensynet til en sjælden gåseart har tidligere stoppet planer om vindmøller ved Tjele. Nu bliver der gjort et nyt forsøg på at rejse vindmøller det samme sted.

Men for at det kan ske, skal gæssene lokkes væk fra området. Om det overhovedet kan lade sig gøre, er forskere fra Aarhus Universitet gået i gang med at finde ud af.

Selskabet BioCirc har planer om at bygge en stor energipark i området ved Tjele Langsø nordøst for Viborg. I den forbindelse finansierer BioCirc en forskning, der skal undersøge, om gæssene kan lokkes et andet sted hen.

2. maj 2024 kl. 21:58

Ung thybo får chancen på ligaholdet

SimonLundorf
Foto: Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold har skrevet kontrakt med et af klubbens unge talenter. Det er den 20-årige målmand Simon Lundorf, der nu kommer på kontrakt.

Thyboen begyndte at spille håndbold som 10-årig i Thisted IK, og et par år efter skiftede han til HF Mors. Simon Lundorf fik sin debut for ligaholdet allerede i 2022.

- Det er en drengedrøm at tørne ud for Mors-Thy Håndbold. Jeg har fulgt klubben, siden jeg startede med at spille og har selv stået samme med "Bette Balkan" og råbt, så det er ret vildt, at jeg er her nu, siger den unge målmand i en pressemeddelelse fra klubben.

2. maj 2024 kl. 21:54

Nyt tilbud til voldsramte unge

Voldsramte unge i tre af landsdelens kommuner tilbydes nu anonym rådgivning og hjælp.

"Ung uden vold" hedder rådgivningen, der er et partnerskab mellem Holstebro Krisecenter, Struer, Lemvig og Holstebro Kommuner og Midt- og Vestjyllands Politi.

Her får unge mellem 13 og 17 år, der har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, tilbudt anonyme samtaler med voldsfaglige rådgivere, der kan hjælpe de unge videre i livet.

- Vi ved fra en undersøgelse, som Børns Vilkår har lavet, at mange unge er udsat for vold fra forældre, en kæreste eller andre. Også her i landsdelen, fortæller Karin Houmann, der er leder af Holstebro Krisecenter, som rådgivningen hører under.

2. maj 2024 kl. 21:33

Lokal ishockeyhelt siger stop

Patrick Madsen er indbegrebet af en Herning Blue Fox-spiller.

Herningenseren fik sin debut som 18-årig tilbage i 2010, og bortset fra en enkelt sæson i Frederikshavn har han altid spillet ishockey i barndomsbyen og -klubben.

Men nu er det tid til at prøve noget andet. Den 31-årige ishockeyback vil til udlandet, skriver Herning Blue Fox' hjemmeside.

- Jeg glæder mig til de nye oplevelser og udfordringer, der kommer på min vej. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode minder til alle i og omkring klubben, siger Patrick Madsen til hjemmesiden.

2. maj 2024 kl. 20:35

Hajmysterium: Fiskeriformænd kommer med bud på forklaring

Det er lidt af et mysterium, hvordan en gråhaj torsdag morgen er endt midt på en cykelsti i Rindum udenfor Ringkøbing.

To af landsdelens fiskeriforeningsformænd er overbeviste om, at det ikke er erhvervsfiskere, der har fået den sjældne fangst i garnet.

- Jeg hælder mere til, at det er en lystfisker. Jeg kan ikke se argumentet for, at en erhvervsfisker skulle tage den med hjem og smide den der, siger Thomas Rahbek Sloth fra Hvide Sande, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Formandskollega fra Thyborøn Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, er enig.

- Jeg tror lige så godt, det kan ske at være en lystfisker, der har fanget den, siger han.

2. maj 2024 kl. 18:58

Tidligere og nuværende medarbejdere i hård kritik af arbejdsplads

Det psykiske arbejdsmiljø er stærkt kritisabelt i Erhvervshus Midtjylland. Det fortæller en stribe nuværende og tidligere medarbejdere nu til TV MIDTVEST. Det er i et erhvervshus, som hvert år rådgiver over 5.000 virksomheder i forretningsudvikling og er finansieret af kommunerne i Region Midtjylland. 

Nu står to tidligere medarbejdere frem og fortæller om deres oplevelse. 

2. maj 2024 kl. 16:04

Nu kommer der brandalarm i aktivitetshus

Brandsikkerheden skal opdateres i Aktivitetshuset Gimle i Bjerringbro, så de udviklingshandicappede borgere kan fortsætte deres hverdag i de trygge og velkendte rammer. Det besluttede Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune torsdag.

TV MIDTVEST beskrev tirsdag, hvordan flere af borgerne nu bliver tvunget ud af Gimle, fordi der mangler en automatisk brandalarm på stedet. Borgere, der ikke er det, man kalder selvhjulpne, må ikke være på stedet, fordi de ikke kan redde sig selv ud i tilfælde af brand.

Derfor skal der nu installeres den nødvendige brandsikring.

Udvalgets formand, Stine Damborg (C), siger, at det har været afgørende for udvalgets medlemmer, at borgerne kan blive i de velkendte rammer.

- Vi synes, det var det eneste rigtige scenarie, slår hun fast.

Der kan imidlertid komme til at gå lang tid, før alle borgerne igen er samlet på Gimle. Udvalgsformanden forventer, at der kan gå op til et halvt år, før de berørte borgere kan vende tilbage.

2. maj 2024 kl. 15:54

Tv-vært lokker med middag - vil opklare haj-sagen

Interessen for hajen, der pludselig lå på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing, er kæmpestor.

Og nu gør journalist og tv-vært Anders Lund Madsen sit for at få sat skub i sagen. På sin Instagram-profil udlover han en dusør til den, der kan fortælle noget, som kan føre til opklaring af sagen.

Dusøren består af en treretters menu på Restaurant Sandgaarden i Søndervig med dertilhørende danskvand.

- Jeg er meget interesseret i alt nyt, og derfor tænkte jeg, at det kunne hjælpe, hvis jeg satte en dusør fra Sandgaarden op, siger Anders Lund Madsen til TV MIDTVEST.

2. maj 2024 kl. 15:50

Elg midt på vejen skabte kø

Der er intet værre, end når trafikken snegler sig afsted, og man ikke kan komme nogle steder.

Dog var det ikke noget, som generede Vibeke Buur Christensen fra Holstebro onsdag aften, skriver TV 2 Nord. Årsagen til den langsomme trafik var nemlig en 'vild oplevelse' ifølge hende selv.

- Vi kommer fra Birkesø, og vi kan se, der holder en masse biler. Da vi kommer frem ligger elgen ned, så mange kører væk. Han rejser sig igen og går lidt frem og tilbage, indtil han går ud på vejen og begynder at gå, forklarer Vibeke Buur Christensen hun til TV 2 Nord.

2. maj 2024 kl. 13:56

Slik fyldt med narko blev solgt fra villavej

To unge mænd på 21 og 22 år blev onsdag mødt af politiet på Violvej i Skive, hvor de stod ved en bil, der gemte på både narkotika og en stor kniv.

- De havde blandt andet 400 gram slik, der indeholdt THC, pakket i 15 pakker. Det var professionelt pakket ind og lignede almindeligt slik, siger politiassistenten.

THC er det euforiserende stof i cannabis, der giver den, der indtager det, en rus.

Bilen gemte også på 40 gram hash pakket i mindre poser og en machete.

Den 22-årige erkendte at være i besiddelse af det hele, men forklarede, at stofferne var til eget forbrug. Han er alligevel sigtet for salg af euforiserende stoffer og for at overtræde knivloven. 

Hans 21-årige kammerat er sigtet for besiddelse af narko. På ham fandt politiet 1,2 gram hash og nogle piller af typen Tramadol.

2. maj 2024 kl. 13:41

Ny hjælp til unge voldsofre

Omtrent hvert femte barn i 8. klasse fortæller, at de har været udsat for vold i hjemmet. Og nu åbner et nyt tilbud om hjælp til unge voldsofre.

Voldsofre mellem 14 og 17 år kan nu anonymt og gratis modtage rådgivning. Det er et nyt tilbud til unge i Holstebro, Lemvig og Struer kommuner.

Rådgivningen bliver kaldt Unge Uden Vold og er en del af Holstebro Krisecenter, oplyser krisecentret i en pressemeddelelse.

Projektet er et samarbejde mellem kommunerne, krisecentret og Midt- og Vestjyllands Politi. Den A. P. Møllerske Støttefond har doneret 7,24 millioner kroner til projektet. 

Tilbuddet åbner mandag 6. maj.

2. maj 2024 kl. 10:39

Falckmand hentede sin første haj

Torsdag morgen blev falckmand Børge Kiilerich bedt om at fjerne en haj fra en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing. 

- Det er usædvanligt og så inde i Ringkøbing på en cykelsti. Jeg kunne forstå, hvis det var på en strand, siger han.

I 39 år har han arbejdet ved Falck, hvor han blandt andet hjælper kommuner med at hente døde dyr i trafikken, når de ikke selv har mulighed for det. Han har hentet alle mulige dyr, men aldrig en haj.

- Det har jeg aldrig set før, siger den erfarne falckmand.

Hvorfor tror du, den er endt her?

- Der er vel nogen, der har syntes, det var sjovt at smide den her. Den er i hvert fald ikke kommet af sig selv, konkluderer han. 

2. maj 2024 kl. 09:17

Politiet hører gerne fra haj-vidner

Der er umiddelbart ikke meget for politiet at gå videre med i sagen om en halvanden meter lang gråhaj, som er endt på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing. 

Det oplyser Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing. 

- Det kan være, den er skyllet i land, og så er der nogen, der for sjov har taget den med sig, siger han. 

Han tilføjer dog, at politiet gerne vil høre fra folk, der ved noget om, hvordan den er havnet der. 

Hvis man har oplysninger om det, kan man kontakte politiet på 114. 

2. maj 2024 kl. 08:56

Haj på cykelsti er en fredet art

Den haj, der torsdag morgen blev fundet på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing, er en gråhaj. Og den type haj er fredet. Det fortæller Michael Madsen, der er indehaver af JyllandsAkvariet i Thyborøn.

- Du må gerne fange den, men du må ikke lande den, for den er fredet – det er næsten alle hajer, siger Michael Madsen.

Hans teori er, at en fisker har fået den halvanden meter lange haj i nettet og derefter har taget den med hjem for at vise den anderledes fangst frem. 

2. maj 2024 kl. 08:46

Vestas leverer blodrødt regnskab

Vestas mistede omsætning og havde samtidig et stort underskud i første kvartal.

Vindmølleproducenten Vestas havde et underskud på mere end en halv milliard kroner i første kvartal.

Det viser et regnskab for årets første tre måneder, som selskabet har offentliggjort torsdag morgen.

Til sammenligning havde det et overskud på knap 120 millioner kroner i samme periode sidste år.

Det hører dog med til historien, at branchen oplever sæsonudsving, og at første kvartal som regel er lavsæson for opstilling af nye vindmøller.

Omsætningen faldt til 20 milliarder kroner i første kvartal. Det svarer til et fald på lidt mere end fem procent.

I regnskabet har topchef Henrik Andersen dog noteret sig, at resultaterne for første kvartal var på linje med selskabets forventninger.

- Mens vi rykker på at indhente vores voksende efterslæb og levere på både onshore og offshore, fortsætter vi med at fokusere på at nå vores finansielle mål, siger han.

Vestas fastholder sine forventninger til året som helhed.

I indeværende år regner man med, at omsætningen lander i intervallet 119 til 134 milliarder kroner.

2. maj 2024 kl. 06:41

Tør og solrig dag i vente

Der er mulighed for, at termometeret kan nå helt op på 22 grader denne torsdag, skriver DMI. 

Dagen bliver tør med en del sol og med temperaturer på mellem 17 og 22 grader.

Hvis man bor i Nordjylland eller i østlige del af Jylland skal man dog være forberedt på, at der godt kan komme en lokal byge med regn. 

Hele dagen vil en let til frisk vind komme fra øst og nordøst.