Pernille fik doneret stort pengebeløb: Afsenderen er anonym

En privat donor har åbnet pengepungen, da vedkommende ønsker at hjælpe børn og unge, der har problemer i skolen - og pengene bliver modtaget med kyshånd.

Pernille Sloth Lindhardt
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

For de fleste er 70.000 mange penge. For 10 børn i Holstebro og omegn kan pengene være livsændrende.

Det store pengebeløb er sendt afsted mod WiseMe i Holstebro. Det er en virksomhed, der hjælper børn og unge, som døjer med indlæringsvanskeligheder fra ord- og talblindhed til angst og mistrivsel i skolen.

Her koster et forløb 7.000 kroner, og derfor kan donationen give 10 børn og unge et forløb  ganske gratis. Pengene bliver nemlig uddelt som legater.

- Vedkommende, der har doneret penge, ringer til mig og spørger, om man kan investere i firmaet. Jeg spurgte, hvad han mente med det, og til det svarede han, at han godt kunne ønske sig at være med til at hjælpe børn og unge, der har det rigtig svært, fortæller indehaver af WiseMe Pernille Sloth Lindhardt.

Anonym donor

Personen, der har valgt at donere af sin egen private formue, har ønsket at være anonym. Derfor kender TV MIDTVEST heller ikke identiteten på ham.

Pernille Sloth Lindhardt fortæller, at personen ikke ønsker at få sit navn frem, men kun at få en udtalelse fra de 10 familier, der modtager legaterne, for at høre, om det har gjort en forskel for barnet.

Og pengene skal stilles til rådighed for en helt særlig målgruppe.

- Det er mit ønske at nå de familier, der ikke har midlerne og overskuddet til at henvende sig til os, fortæller indehaveren af WiseMe.

Kan være starten på noget større

Indehaveren, der både underviser nu og tidligere har været folkeskolelærer, fortæller videre, at legaterne kan søges i enten dansk eller matematik, da den barmhjertige samaritaner synes, det har stor værdi, at børnene ikke skal sidde i skolen og føle de ikke kan finde ud noget i to så vigtige fag.

Investeringen i virksomheden kan vise sig ikke blot at være en engangsting. Der er således mulighed for, at donoren er klar til at finde den store pengepung frem igen, hvis det bliver en succes.

- Da vi snakkede i lørdags, sagde han til mig, at vi starter med de 10 børn, og så må vi se, hvad fremtiden byder på, fortæller Pernille Sloth Lindhardt.

Det eneste krav, den anonyme mand havde til virksomheden, var, at det skulle være 10 børn, der kunne møde fysisk op og få undervisningen. Et krav WiseMe ønsker at leve op til.