Fast Arbejde

Tre generationer Sinnerup: Produktudvikling er vores hjerteblod

Virksomheden Sinnerup har 13 livstilsbutikker med egne brands i Danmark og Tyskland.

Tre generationer af Sinnerup-familien f.v.  seniordirektør Poul Sinnerup, barnebarnet Silke og hendes far, administrerende direktør Lars Sinnerup.
Tre generationer af Sinnerup-familien f.v. seniordirektør Poul Sinnerup, barnebarnet Silke og hendes far, administrerende direktør Lars Sinnerup.

Vil du have succes - så få andre til at lave noget.

Den visdom har seniordirektør Poul Sinnerup altid praktiseret - også over for sin egen søn Lars. Da faren åbnede sin første butik I Holstebro for 48 år siden, blev hans søn Lars sat til at lave sløjfer til gavepakkerne. 30 styk gav en krone, så der skulle en hel del til for at tjene en rimelig portion lommepenge. Senere blev Lars bydreng, og han har åbenbart hørt godt efter, for i dag er han administrerende direktør for hele Sinnerup-Kæden, der er vokset til 13 livsstilsbutikker med egne brands i Danmark og Nordtyskland.

En af forklaringerne på succesen er, at Sinnerup har etableret sit eget kreative hovedkvarter i Virklund ved Silkeborg. Her sidder designere og produktudviklere og skaber kædens egne brands inden for kvindemode, møbler og brugskunst blandt andet Furniture by Sinnerup, Creton og Creton de luxe.

- Produktudvikling er vores hjerteblod. Det er helt afgørende for os, at

vi evner det. Ellers ville jeg have svært ved at sove godt om natten, understreger Lars Sinnerup.

Cirka 50 procent af de mange varer, der står i butikkerne i dag, er egen-udvikling.

9:33
Her kan du se hele udsendelsen om Sinnerup.

Stærke familierelationer

Sinnerup er bundet sammen af stærke familierelationer. Det er direktørens kone. Lisbeth Sinnerup, der er chefdesigner, og lige nu er hun og hendes stab i gang med efterårskollektionen 2019.

- Vi har to store kollektioner om året og to mindre. For mig har det været superspændende at starte vores brands helt fra scratch og have det som mit eget med et dygtigt team omkring mig, fortæller Lisbeth Sinnerup.

Lisbeth og Lars Sinnerup glæder sig over, at 3. generation også er klar til at lægge ideer og kræfter i butikskæden.

Datteren Silke Sinnerup studerer Fashion Design i Herning og arbejder lige nu med en ny smykke-kollektion, der kommer  i butikkerne til foråret.

Med tiden håber hun på at blive en nær samarbejdspartner med sin mor i design-afdelingen.

- Jeg startede med at hjælpe i butikken, da jeg var 13 år, så jeg er vokset ind i det her univers. Jeg elsker at have fingrene nede i det. Jeg har det kreative fra min mor og handelsgenet fra min far, og så er jeg så heldig, jeg har dem til at hjælpe mig fremad, understreger Silke.

Stifteren og seniordirektør Poul Sinnerup har stadig sin daglige gang i butikken i Holstebro. Han glæder sig over, at fremtiden er i gode hænder hos sin søn, svigerdatter og barnebarn samt de godt 200 andre medarbejdere.

- Jeg synes, det er flot gået af de unge. Det giver ligesom lidt mening, at min livsværk fortsætter på den måde, understreger han.