Stort regnvejr rammer søndag – her kan der komme torden
Vejrmodellerne er ikke enige om, hvor der falder mest regn.
Efter flere sommerlige dage i denne uge er det varme forårsvejr sat på pause, og søndag slutter ugen af med gråt og vådt vejr.
Et lavtryk skal passere hen over Danmark, og det kommer til at bringe regn til alle landsdele.
De første dråber fra lavtrykkets front melder deres ankomst allerede i nat over de sydligste egne af landet.
Ud på morgentimerne vil det have bredt sig over Syddanmark samt Lolland og Falster. Herfra fortsætter lavtrykket sin færd over resten af Danmark frem til søndag nat.
Risiko for torden over Bornholm
Der kan være varierende nedbørsintensitet i frontzonen, hvorved der vil forekomme lokale forskelle i mængderne af regn.
Ifølge vejrmodellen IBM GRAF kan regnvejret bringe mellem 5 og 15 millimeter med sig, men lokalt kan det blive endnu mere.
På bagsiden af fronten dannes byger, som kan blive kraftige, og det vil være med til at bringe nedbørsmængderne op.
Særligt over Bornholm kan søndagens byger blive kraftige med risiko for torden.
Omvendt ser det ud til, at Sjælland kan nøjes med under 10 millimeter regn, endda lokalt blot et par dråber.
Usikkerhed om udbredelsen
Der er dog uenighed i vejrmodellerne om timingen, udbredelsen og intensiteten af regnvejret.
Ser man i stedet på den europæiske vejrmodel ECMWF IFS, breder lavtrykket sig ikke lige så meget ud over det danske land. Her er det primært Syddanmark, som står til at få større mængder regn.
Det skyldes blandt andet, at denne vejrmodel danner tordenbyger i selve fronten over Sønderjylland og Fyn.
En ting er dog sikker, og det er, at et større regnvejr skal passere Danmark søndag.