Hjemløse børn sov på papkasser - så solgte Dennis og Jenni alt

Synet af børn, der sov på gaden, blev startskuddet til et omfattende projekt, der indtil videre har kørt i 16 år.

Dennis var dykkerinstruktør i filippinerne, da forholdende for gadebørnene ramte ham.
Dennis var dykkerinstruktør i filippinerne, da forholdende for gadebørnene ramte ham.
Foto: TV 2 Østjylland

En ung Dennis Danielsen var taget ned for at opleve Filippinernes smukke natur og for at dykke. Men det var ikke kun farverige fisk, der fangede hans opmærksomhed.

For medaljen havde en enorm bagside, som han siger.

- Der er børn, der ligger på papkasser på gaden, og der er rotter, der render rundt om dem, når de sover. Det gør så ondt i hjertet at se. De er faldet igennem det sociale sikkerhedsnet, og jeg følte egentlig, at det var en forpligtelse at skulle hjælpe de her børn, siger han.

0:10

Det krævede en kort tur hjem forbi Danmark, og dér ville skæbnen, at han stødte på sin ungdomskæreste, Jenni. Der gik ikke lang tid, før hun var overbevist om projektet.

Og ellers blev hun det, da de landede i den filippinske hovedstad, Manila.

- Allerede der bliver vi mødt af gadebørn, der står og banker på vinduet. En pige på 12 med en baby på armen, siger Jenni Danielsen.

Kort forinden havde parret fra Silkeborg solgt alt, hvad det ejede - undtagen en enkelt papkasse.

Væk fra hamsterhjulet

I papkassen lå deres vintertøj, mens resten af deres ejendele lå i lommen i form af 70.000 kroner. De skulle bruges til at stable noget hjælp til børnene på benene.

Parret var taget afsted med deres rygsække uden en forkromet plan.

- Vi havde eventyrlysten og lysten til at prøve at se, om man ikke kunne gøre ét eller andet for de her børn. Det kunne da ikke være rigtigt, at der ikke var nogen, der gjorde det, siger Dennis Danielsen.

Jenni skulle være startet på pædagogstudiet, fordi hun gerne ville noget med mennesker, men hun besluttede, at det kunne vente.
Jenni skulle være startet på pædagogstudiet, fordi hun gerne ville noget med mennesker, men hun besluttede, at det kunne vente.
Foto: Privatfoto

Efterhånden tog projektet, der fik navnet Project Viktor, form.

Navnet opstod, fordi det er et dansk drengenavn, der betyder sejre eller overkomme en kamp, fortæller parret, der synes, at det passede godt på deres mission.

Parret har blandt andet delt mad ud til gadebørnene.
Parret har blandt andet delt mad ud til gadebørnene.
Foto: Privatfoto

Foreningen skulle hjælpe forældreløse og udsatte børn i Filippinerne ved blandt andet at opføre et børnehjem til børnene på Mindanao, Filippinernes næststørste ø.

I dag er det 16 år siden, at parret dannede organisationen, og der er nu omkring 200 aktive frivillige tilknyttet. Gennem årene har Dennis og Jenni Danielsen blandt andet delt tøj og mad ud til børnene.

Parrets piger er også blevet inddraget i arbejdet for Project Viktor.
Parrets piger er også blevet inddraget i arbejdet for Project Viktor.
Foto: Privatfoto

Projektet er dog ikke kun kommet de lokale til gode.

- Vi syntes ikke, det var det fedeste, at stå på det almindelige danske hamsterhjul. Vi syntes, det var spændende at gøre noget andet, siger Jenni.

Udfordringer

Børnehjemmet er fortsat en drøm, der dog endnu ikke er gået i opfyldelse. I dag går det meste af Projekt Viktors arbejde ud på at opføre et akutcenter for gadebørnene, som de håber at åbne inden for et års tid.

Selvom sproget nogle gange har været en barriere, har de 16 år med projektet ikke kørt parret trætte.

Parret har lært sproget til husbehov for bedre at kunne begå sig i Filippinerne.
Parret har lært sproget til husbehov for bedre at kunne begå sig i Filippinerne.
Foto: Privatfoto

Efter deres to piger kom til verden, er det blevet et familieforetagende, og arbejdet med at samle penge ind sammen fortsætter.

- Vi ved godt, at vi ikke kan hjælpe alle, men bare en lille bitte smule hjælp gør en enormt stor forskel dernede. Det er megagivende, og det er det, der driver os, siger Jenni Danielsen.