Drabssag for retten: Sigtede nægter sig skyldig i manddrab

Efter drabet i Thisted mandag aften blev en 31-årig mand i dag fremstillet i grundlovsforhør

thisted drabssag
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Til grundlovsforhøret om drabet i Thisted mandag aften, blev en 31-årig mand fransk mand sigtet for manddrab, men nægtede sig skyldig. 

Den sigtede så meget forvirret ud, da han blev ført ind i retssalen. Han var voldsomt forslået på både kroppen og i ansigtet og har blandt andet fået et blåt øje. Derudover var hans venstre arm i slynge mens den højre var i gips.

Sigtelsen mod den 31-årige mand lød på, at han den 27. februar skulle have begået manddrab mellem klokken 22 og 23.55.

Offeret var ligeledes en 31-årig mand, som mistede livet efter adskillige stik og snit på hovede og hals. Mens den sigtede nægter sig skyldig i manddrab, erkender han at have begået vold med døden til følge. 

Herefter blev der bebudet lukkede døre for resten af grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning. Politiet har nemlig endnu ikke kunnet fastlægge hele den sigtedes færden mellem drabstidspunkt og anmeldelsestidspunkt.

Det var den sigtede selv, der ringede til politiet og fortalte, at der var en død mand i hans lejlighed tirsdag morgen.

Den sigtede blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til den 29. marts. Der er fortsat navneforbud i sagen, da de pårørende franskmandens hjemland endnu ikke er underrettet.