Simon Kollerup melder klart ud: Nej til 450 meter høje møller i Østerild
Det vil få store menneskelige konsekvenser, hvis man udvider vindmølletestcentret i Østerild, mener det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup, der er valgt i Thisted-kredsen, erklærer sig nu modstander af, at der placeres nye vindmøller på 450 meter i det nationale testcenter i Østerild.
- Hvis jeg kunne bestemme det her helt alene, ville jeg sige, at det gør så stort et indtryk på mig, hvor mange mennesker det vil påvirke negativt, at jeg ikke ville være i tvivl om, at jeg ville finde et andet sted, siger Kollerup.
Meldingen kommer, efter at en delegation fra Hannæs og Thy onsdag formiddag havde foretræde for Folketingets udvalg for landdistrikter og øer.
Delegationen ønskede at gøre opmærksom på konsekvenserne, hvis politikerne ender med at beslutte, at de store testmøller skal placeres i Østerild.
Ulrik Iversen, der er bestyrelsesmedlem i Foreningen mod kæmpemøller ved Østerild, vurderer, at omkring 40 ejendomme plus en del af Frøstruplejren står til at blive eksproprieret. Dermed kan omkring 200 personer blive tvunget fra hus og hjem.
- Det vil få fatale konsekvenser for lokalområdet, hvis møllerne kommer. Hvis politikerne siger ja, vil jeg være rystet over, at man i dagens Danmark kan finde på at fordrive så mange mennesker fra et område, siger han.
Ud over Østerild er et område ved Vadehavet også i spil til at huse de nye testmøller. Hvilken løsning politikerne vælger, er stadig usikkert, men Simon Kollerup siger, at han nu vil arbejde for, at argumenterne fra Thisted Kommune bliver hørt og forstået på Christiansborg.
- Hvis man har hørt de lokales argumenter og forstår, hvad det betyder for mennesker og ikke kun for natur, så føler jeg mig sikker på, at beslutningen nok skal lande rigtigt. Det er i hvert fald det, jeg håber, siger han.
- Grænsen er nået
Er det svært både at være valgt i området og samtidig repræsentere en regering, som har udpeget de to områder, der nu er i spil?
- Jeg synes, at det er naturligt, at vi skal have flere møller i Danmark. Det bakker jeg også op om. Men når man skal vælge placeringen, synes jeg også, at det er naturligt, at man kan tage lokale hensyn i debatten. Og der er jeg ikke bange for at tage min lokale kasket på og være ham, der repræsenterer Thy og Mors, for det er nu en gang en vigtig del af mit arbejde, siger Kollerup.
Budskabet fra Thy og Hannæs gjorde også et stort indtryk på Susie Jessen, der er formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer og politisk ordfører for Danmarksdemokraterne.
- Det gør rigtigt ondt i hjertet at skulle se og høre om folk, der bliver eksproprieret fra deres hjem. Grænsen er nået nu, det mener jeg. 450 meter høje møller kan simpelthen ikke lade sig gøre i Danmark, uden at det kommer til at få alt, alt for voldsomme konsekvenser for vores landdistrikter, siger hun.