Mulig udvidelse af testcenter: - Det er nogle uoverskuelige konsekvenser
Lokalsamfundene omkring vindmølletestcentret i Østerild frygter for deres eksistens, hvis testcentret bliver udvidet. Derfor mødtes de i dag til generalforsamling.
Over 100 borgere mødtes søndag for at holde generalforsamling i Foreningen imod kæmpevindmøller ved Bulbjerg. For de frygter for områdets fremtid og eksistens, hvis Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller bliver udvidet.
- Vi frygter, at 200 mennesker bliver fordrevet. Og i sådan et samfund her betyder det noget for, om man kan opretholde børnehave, institutioner, skoler, brugs, foreningsliv - det hele. Det er ikke sikkert, at noget af det kan leve videre, fortæller Jens Tilma, der er en del af bestyrelsen.
På dagens generalforsamling var der plads til snak, og det benyttede folk sig ivrigt af, for der var meget at snakke om. Derudover var deltagerne ude på tur for at besøge fire steder, som bliver ramt, hvis testcentret bliver udvidet.
Dialog med politiker
Efter generalforsamlingen mødtes tre af foreningens medlemmer med det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen (C) til en dialog om den mulige udvidelse, og her blev medlemmerne mødt med forståelse:
- Hvis det var mig, der boede her, så ville jeg nok også protestere og synes, at det var voldsom nok, siger Per Larsen, og fortsætter:
- Der er nogle hensyn, der skal tages og spørgsmålet er jo - kunne det gøres anderledes?
Derudover forstår han godt, at lokalområdet frygter for deres eksistens, og nu vil han prøve at få indblik i, hvad der skal ske i området i fremtiden:
- Det er klart, når man dræner befolkningsunderlaget, skoler, butikker osv. Så bliver det et helt andet lokalsamfund på sigt.
Flere argumenter mod udvidelse
Et flertal i Folketinget vil ændre lovgivningen, så folk, der bor indenfor det eksproprierede område kan søge om dispensation, så de kan blive boende i deres ejendomme - også selvom de ligger for tæt på testcentrene i forhold til reglerne for afstand og støj.
- Jeg tænker, at der er en bred enighed om, at det er noget lovlusk at tro, at man kan lade det være op til folk om de skal have lov at blive boende eller om de skal gå på kompromis med deres helbred og retssikkerhed. Det tænker jeg ikke, der er rimeligt.
En udvidelse af testcenteret vil betyde, at Thy-lejren og Hjardemål Klit risikerer at forsvinde. På dagens generalforsamling kom de fremmødte borgere frem til nogle argumenter mod udvidelsen, som de nu vil prøve at præsentere for politikerne.
Det har de før prøvet - dog uden held. Men de håber, at resultatet er anderledes denne gang.
- Ingen får svækket deres retsstilling
Torsten Schack Pedersen (V) er folketingsmedlem og valgt i Thisted-kredsen, og han mener ikke, at borgerne i hans valgkreds bliver dårligere stillet med det nye lovforslag.
- Der er ikke nogen, der får svækket deres retsstilling overhovedet, men der har været et ønske om, at hvis det nu viste sig, at det kun var meget beskedent, man var ramt af støj, så kunne man få lov til at blive boende, siger han og supplerer:
- Det er endda indrettet sådan, at hvis man efterfølgende synes, at det var en dårlig beslutning, fordi der er for meget støj, så kan man stadigvæk vælge at lade sig opkøbe.