Nico leger læsning i dagplejen: Få minutter gør en stor forskel

Få minutters læsning om dagen giver bedre ordforråd selv blandt helt små børn, viser forskning.

0:21
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

- Hvor er den blå bold? spørger dagplejer Janni Poulsen.

- Den er helt væk, svarer Nico på to et halvt. 

Janni og Nico er endnu en gang ved at læse bogen om en lille rød trold. Janni læser højt, men lige så vigtigt så snakker de om de ting, som Janni læser.

Imens lytter de to mindste i dagplejen - og bider og bladrer lidt i de bøger, der nu er inden for rækkevidde.

- Jeg læser dagligt med dem. Ikke altid den samme bog, men flere gange om ugen er vi igennem for eksempel "Den røde Trold", fortæller dagplejer Janni Poulsen fra Roslev.

Hun har tre børn i pasning og en fjerde, der er ved at begynde i dagplejen. Ud over legetøj, sandkasse, gynger, kaniner, og hvad der ellers hører en veludrustet dagpleje til, så er der også flere bøger.

På en hylde står der en kuffert, hvor der med store kulørte bogstaver står "LæseLeg". 

LæseLeg er et projekt udviklet af Mary Fonden, hvor Dronning Mary er bestyrelsesformand. Det går i al sin enkelthed ud på at læse bøger og have en dialog om det, der bliver læst.

Sprogligt på tæerne

Da Mary Fonden skulle teste, om projektet gjorde gavn, var dagplejeren i Roslev en af dem, der lagde børn og højtlæsning til.

- Forskellen er, at du ikke bare læser bogen, fortæller dagplejer Janni Poulsen.

- Dialogen er faktisk det vigtigste. Så vi snakker om det, der sker i bogen, og som vi oplever. Børnene får flere aspekter på, de får flere billeder i hovedet, og de får øjnene op for, at der for eksempel er flere ting, der har den samme farve, fordi vi snakker om det.

- Det virker faktisk, lyder det fra professor Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.

Det er hende, der står bag det studie, som forskningscentret har gennemført på vegne af Mary Fonden.

Ifølge professoren skal der kun en halv times læsning og samtale til om ugen, for at man kan se, at der sker noget med børnene.

- Børnene bliver bedre til at kommunikere. Det vil sige, at de har et lidt større ordforråd, og de taler mere sammenhængende sammenlignet med børn på samme alder, lyder det fra professor Dorthe Bleses.

Og det er måske netop den snak, der følger med højtlæsningen, der gør en afgørende forskel.

- Det præsenterer børnene for et rigtigt sprog, men det inddrager dem også aktivt i samtaler på en måde, så de er nødt til at være sprogligt på tæerne, fortæller Dorthe Bleses fra TrygFondens Børneforskningscenter.

Mors bekymring gjort til skamme

Selv om dagplejeren Janni ikke længere er en del af forsøgsprojektet, læser hun stadig for "sine" børn. Hun synes, det giver mening.

Hjemme hos Nico, et af børnene hos dagplejeren, gør læsningen også indtryk på forældrene. Selv om Nicos mor i begyndelsen var lidt bekymret for, om hendes søn nu allerede i dagplejen skulle lave noget, der måske mindede lidt for meget om skole.

- Generelt kan jeg godt være lidt bekymret for, at de skal være bedre til det hele, inden de begynder i skole, siger Nicos mor, Michelle Nissen Hubert.

- Det er jo vigtigt, at de får lov at være små individer, at det bliver på deres præmisser, og at de får lov til at være børn, så længe de er børn, siger hun.

Ingen bliver pacet frem

Dagplejer Janni Poulsen forsikrer, at der er ikke er nogen børn, der bliver pacet frem i hendes dagpleje. Alt foregår på børnenes præmisser, og vil de hellere noget andet end at læse, så laver de noget andet.

- Du leger det jo ind, fordi børn generelt elsker at læse og sidde med en bog. Det bliver ikke skole. Det bliver bare en måde at åbne deres sproglige verden på, siger dagplejeren.

Derhjemme har Nicos mor da også bidt mærke i, at der sker noget med sønnens sprog.

- Han fortæller i hvert fald meget, og han er rigtig god til at fortælle. Og så har han en mega god sprogforståelse, fortæller Michelle Nissen Hubert.

Ifølge Mary Fonden er der 1.400 dagplejere, vuggestuer, børnehaver og skoler, der benytter LæseLeg.