Overvågningsbilleder: Kender du denne mand?
Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu billeder af en formodet gerningsmand til et indbrud hos en optiker og guldsmed i Videbæk d. 2. januar.
Midt- og Vestjyllands Politi gør med dagens offentliggørelse af en formodet gerningsmand til et indbrud i Videbæk endnu en gang alvor af deres intentioner om at offentliggøre flere overvågningsbilleder i fremtiden.
Den 2. januar 2017 kl. 05.04 var der indbrud i Profil Optik, der også sælger smykker, på Søndergade i Videbæk. Her blev udstillingsvinduet ind til forretningslokalet knust, hvorefter maskerede gerningsmænd stjal smykker i form af fingerringe, armbånd, kæder, vedhæng og øreringe.
Et par dage forinden dette indbrud var der en mistænkelig kunde inde i forretningen, som var meget interesseret i netop de samme montre, hvorfra den ene af gerningsmændene til indbruddet efterfølgende stjal smykkerne fra. Derfor offentliggør Midt og Vestjylland nu et billede af den mistænkte i håb om, at nogen kan genkende ham.
Borgere, der har oplysninger i sagen, bedes kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 114 eller via mail på mvjyl@politi.dk.
Har du set denne mand? Tyv efterlyses ifbm. indbrud i butik i Videbæk den 2/1 2017... https://t.co/2g0vH3DDWO pic.twitter.com/NiCi73Xexh
— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) 24. januar 2017