Favoritten tager suveræn sejr i "hanekamp" i Venstre

Venstre har besluttet sig for, hvem der skal være ny spidskandidat til næste regionsrådsvalg.

Anders G. Christensen skal igen være spidskandidat til næste regionsrådsvalg.
Anders G. Christensen skal igen være spidskandidat til næste regionsrådsvalg.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Anders G. Christensen er blevet genvalgt som Venstres spidskandidat, når der i november 2025 igen skal vælges medlemmer til det midtjyske regionsråd.

Han blev valgt i en direkte duel mod Poul Berggreen, der havde udfordret favoritten. 

Poul Berggreen mener ikke, at Venstres markeringer i regionsrådet har været tydelige nok.

Poul Berggreen havde dog ikke tilstrækkelig opbakning fra de andre Venstre folk til, at han kunne tage pladsen som spidskandidat. 

På aftenens opstillingsmøde stemte 154 på Anders G. Christensen, mens 50 venstremedlemmer satte deres kryds ved Poul Berggreen. 

Det var efterfølgende en glad Anders G. Christensen, der snakkede med TV MIDTVEST.

10:13
Hvordan forbereder man sig bedst, når partifællen skal slåes? TV MIDTVEST har været med i to politiske maskinrum.

- Jeg ser også, at medlemmerne, de har kvitteret for det arbejde som jeg, sammen med den øvrige regionsrådsgruppe, har lavet i regionsrådet de sidste 2,5 år. Så det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, siger han. 

Poul Berggreen erkender nederlaget og fortæller, at han vil fortsætte med at samarbejde med Anders G. Christensen - som han dog håber at kunne påvirke i en ny retning.

- Til næste valg er det en anden Anders end Anders Kühnau, som vi skal have siddende for bordenden. Der er jeg også sikker på, at Anders G er enig med mig i, at der er nogle ting, vi godt kan lave lidt kant til, så man op til valget kan høre forskel på, hvem der er Anders G., og hvem der er Anders K., siger Poul Berggreen.