Morgen-sne flere steder i landsdelen
Nogle steder er der natten til søndag faldet op til 9 cm sne i det midtjyske, oplyser DMI i Karup.
Mange steder er folk fra morgenstunden blevet overrasket af et smukt snetæppe, som har lagt sig hen over dele af landsdelens landskab.
- Her i Karup måler vi op til 9 cm sne, oplyser meteorolo Ingrid Junker fra DMI i Karup.
Hun fortæller, at andre egne næsten ikke har fået noget sne især vestpå.
Søndagen byder ifølge DMI på flot solskin og temperaturer, der lige sniger sig op over frysepunktet.
- Natten til mandag frost mellem 2-7 minusgrader - nogle steder endnu koldere, siger Ingrid Junker.
Det kan derfor være en god ide at komme lidt tidligere hjemmefra mandag morgen.