Flere borgere skal hjælpe når stormen rammer

Der bliver flere voldsomme oversvømmelser og vilde storme. Nu skal helt almindelige borgere blive endnu bedre til selv at forebygge skader i eget hjem.

beredskab1
Foto: Arkiv

Når det stormer, brænder eller der kommer oversvømmelser, så skal vi som borgere selv  meget mere på banen. Det er i hvert fald et ønske fra Beredskabsstyrelsen, som i sidste uge udsendte en ny strategiplan. Kodeordene er forebyggelse og frivillighed.

En af dem, som har besluttet sig for at træde til når det gælder, er Rasmus Keller, han hilser den nye strategiplan velkommen.

- Jeg synes det er en fantastisk ide. Det er godt for samfundet, siger Rasmus , der er frivillig ved Brand & Redning Midtvest i Herning. 

Brand & Redning MidtVest har dygtige folk ansat og mange frivillige, ligesom Rasmus. De får undervisning hver anden uge.

- I aften er det planen at vi skal øve noget af det sidste nye material vi har fået, som er nogle mobildæmninger og noget nyt pumpegrej, siger Kim Wemmelund, der er beredskabschef ved Brand & Redning MidtVest.

Moderne grej, et dygtigt beredskab og frivillige, der brænder for sagen, gør en stor forskel. Men helt almindelige mennesker skal nu også på banen.

- Vi skal blive bedre til at forberede os, vi skal kunne klare os mere selv.  Fordi med det beredskab vi har i dag, de kan meget, men de er nødt til at prioritere. Så derfor skal vi kunne noget selv, siger Jan Vestentoft, der er koordinator ved Beredskabsforbundet Midtjylland. 

Ny plan skal forhindre skader

I samarbejde med både kommuner, beredskabsforbundet og andre aktører, har Beredskabsstyrelsen lavet en ny strategiplan, der skal resultere i færre følgeskader fra brand og klimahændelser, men også færre branddøde.

Metoden er blandt andet flere kurser for helt almindelige borgere.

- Hvordan er det, jeg håndterer en sandsæk, hvordan barrikaderer jeg mig til at holde vandet væk, hvordan kan vi få den der snak om kemikalier og børn. Alle de der småting om, hvordan gør jeg mit hjem sikkert, siger Jan Vestentoft.

De frivillige ser det som en hjælpende hånd, at Hr. og fru Jensen selv lærer at forebygge.

- Det gør mit arbejde meget lettere. Hvis kælderen bliver lukket af, inden der kommer vand, kan det være vi bliver fri for at skulle tømme den, siger Rasmus Keller. 

Beredskabsforbundet tilbyder allerede nu kurset Robust Borger. Det er gratis og bliver tilpasset den enkeltes behov. 

3:38
 

Rettelse: Tidligere i artiklen havde vi skrevet, at Kim Wemmelund er beredskabschef ved Beredskabsstyrelsen. Det er nu rettet til beredskabdschef ved Brand & Redning MidtVest.