Børnehavebørn sørger for en blomstrende gågade

Børnene fra Sct. Georg Gården Børnehave sår blomster i alle farver i gågaden i Lemvig.

0:32

Selvfølgelig skal der være blomster i byen, og hvorfor ikke få byens børn til at hjælpe. 

Lemvig-Thyborøn, Handel og Turisme har inviteret børn fra Sct. Georgs Gårdens Børnehave til at skabe en blomstrende gågade.

- Vi vil gerne gøre børnene stolte af deres by, fortæller Hanne Kragh Møller, der er eventkoordinator i Lemvig-Thyborøn, Handel og Turisme 

Sammen med børnene har hun sået blomster i fire bede rundt i gågaden.

- Vi har sået blomster, der fremmer biodiversiteten og tiltrækker både sommerfugle og bier, fortæller Hanne Kragh Møller.

Som tak for hjælpen fik børnene serveret en lille forfriskning. Nu kan de følge frøene spire og vokse til et farverigt blomsterflor.