Kort nyt

25. apr 2024 kl. 20:38

Dræbt under løbetur: Retssag mod 29-årig flugtbilist er begyndt

I september sidste år blev en kvinde påkørt og dræbt under en løbetur på Hovergårdevej ved Spjald. 

I dag torsdag begyndte sagen mod en 29-årig mand fra Litauen, der er tiltalt for i påvirket tilstand at have kørt kvinden ihjel og efterfølgende have forladt stedet uden at hjælpe offeret.

Han erkender sig delvist skyldig, men han erkender ikke at have været så påvirket af stoffer og alkohol, som Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mener.

Anklagemyndigheden går efter en straf på mindst fire års fængsel og udvisning. Det er uvist, hvilken straf forsvarer Bjarne Lund Jørgensen mener, der er passende for sin klient, men han er i hvert fald uenig i, at den 29-årige skal udvises af landet.

Kl. 17.48

Semifinale glipper for Mors-Thy

Mors-Thy bliver ikke en del af denne sæsons Final 4.

Det står klart efter Mors-Thy søndag har tabt 26-28 til Ribe-Esbjerg på hjemmebane.

Mors-Thy var bagefter sydvestjyderne i hovedparten af kampen.

Kl. 17.10

Herning-virksomhed ansætter lastbilchauffør efter viralt opslag

Enkeltmandsvirksomheden Street Art Transport i Herning har ansat Emilie Hedwig, efter hendes opslag på Facebook er blevet delt flere end 7000 gange.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Emilie Hedwig lavede en lørdag i midten af april et opslag på Facebook, hvor hun søgte efter en arbejdsgiver, der ville ansætte hende som lastbilchauffør.

Hun troede ikke på, at det ville give det store resultat, men hun gav det et skud.

- Jeg havde ikke regnet med at finde et job den vej igennem. Jeg tænkte bare, at jeg ville prøve og se, om det gav pote, siger hun til TV 2 Østjylland. 

Kl. 17.00

20-årig samler ind til ofre fra Solgården i Tarm

20-årige Lasse Mogensen har sammen med Tove Dohn startet en indsamling til fordel for ofrene fra børnehjemmet Solgården i Tarm.

- Jeg har en tilgang om, at man skal hjælpe, hvor man kan hjælpe, lyder det fra den unge vestjyde.

Idéen til indsamlingen opstod, da Lasse Mogensen læste en artikel, der beskrev nogle af de forhold, som forfatter Peter Øvig Knudsen har skrevet om i bogen 'Dem, der ikke tier'.

I 'Dem, der ikke tier' afdækker forfatteren seksuelle overgreb, som forstanderen på det missionske børnehjem Solgården i Tarm udsatte de små piger for.

Indsamlingen løber frem til 23. december 2024.

Kl. 16.56

Nu er sidste vinge sat på verdens største produktionsvindmølle

Vindmøllevinger på plads
Foto: Jens Jørgen Birch

Søndag aften omkring klokken 19 har Vestas sat den sidste af i alt tre møllevinger fast på verdens største produktionsvindmølle, der opstilles ved Thyborøn.

Det oplyser Jens Jørgen Birch, der er bestyrelsesmedlem i Thyborøn Sydhavns Møllelaug, i en sms til TV MIDTVEST.

Søndag morgen klokken 7.30 begyndte arbejdet med at hejse de tre vindmøllevinger på plads.

Kl. 16.18

Tidligere FCM-stjerne fik langt om længe sagt farvel

0:26
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Med ni måneders forsinkelse fik sidste sæsons helt store FC Midtjylland-stjerne søndag endegyldigt sagt farvel. 

Forud for søndagens kamp mod Brøndby IF blev Gustav Isaksen nemlig hyldet af tusindvis af fans som tak for 11 års tro tjeneste i klubben.

Tilbage i august blev Gustav Isaksen her solgt til den italienske storklub Lazio for omkring 112 millioner kroner. Det skete efter en sæson, hvor Isaksen opnåede titlen som Superligaens topscorer.

Skiftet skete dog så pludseligt, at han aldrig rigtigt fik taget afsked med FCM-fansene, før han røg på et fly til sin nye hjemby Rom. Det blev der rådet bod på søndag på MCH Arena.

Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF blev fløjtet i gang klokken 18.

Kl. 16.03

Silkeborg kvast af FCK på hjemmebane

Søndag hentede FCK-træner Jacob Neestrups mandskab den tredje sejr i træk i mesterskabsspillet, da Silkeborg blev besejret 3-0 på kunstgræsset i det midtjyske.

Dermed er FCK blot et enkelt point fra Brøndbys førerhold, der senere søndag besøger FC Midtjylland.

Netop FCM tabte forleden 0-3 i Silkeborg, men FCK undslap de fælder, som FCM-spillerne havnede i for en god håndfuld dage siden.

Silkeborg ligger nummer seks i Mesterskabsspillet.

Kl. 15.59

Kendt madanmelder får kulturchok i Vestjylland

Der er stor forskel på Vestegnen og Vestjylland. 

Og især én ting overraskede den kendte madanmelder og TikTok'er Casper Drømme, der havde taget turen fra det sjællandske for at besøge en burgerbar i Holstebro. 

Se mere fra hans kulinariske kulturchok i videoen i artiklen her.

Kl. 15.38

Thomasberg: - Vi skal have point på tavlen

0:32
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

FC Midtjylland skal gerne vinde, når kampen mod Brøndby klokken 18 sparkes i gang.

Det fastslår FCM-træner Thomas Thomasberg.

- Alle kampe er vigtige. Vi er ved at være i den afgørende slutspurt, så vi skal have point på tavlen, siger han.

I de fire seneste indbyrdes møder - tre i denne sæson - har Brøndby slået FCM, og Brøndby har ikke tabt i Midtjylland i lidt mere end tre år.

FCM tabte mandag med 0-3 i Silkeborg og er dermed fire point efter førerholdet Brøndby.

- Den foregående kamp var god, men vi har ikke fået et udbytte, siger Thomasberg.

Kl. 14.10

Viborg giver Hvidovres spirende overlevelseshåb et knæk

Viborg sendte søndag Hvidovre et stort skridt nærmere nedrykning til den næstbedste række.

Optimismen var ellers begyndt at spire hos oprykkerne, men efter to sejre i de seneste to kampe blev Hvidovre på eget græs slået med 1-0 af formstærke Viborg.

Det betyder, at Per Frandsens Hvidovre-mandskab nu har otte point op til redning med fire kampe tilbage - og gabet vil vokse sig endnu større efter mødet mellem Vejle og OB mandag aften.

Viborgs Jakob Vester blev matchvinder, da han ti minutter før slutfløjt inde foran mål bankede et indlæg fra Daniel Anyembe i nettet.

Sejren betyder, at Viborg overtager den vigtige syvendeplads, der vil give adgang til en Europa Playoff. Rivalen Randers tabte i Lyngby og er nu distanceret med tre point.

Kl. 11.59

Risiko for forurenet drikkevand

Der er risiko for, at drikkevandet fra Fur Vandværk er forurenet. Det skriver Skive Vand A/S ud til deres kunder på Fur. 

De anbefaler derfor, at man koger vandet i to minutter, før man drikker det. 

Direktør for Skive Vand A/S Ivan Drejer bekræfter, at en måling af vandet har vist bakterier. 

- Vi er nødt til at reagere på sådan en prøve. Der kan være tale om en fejlprøve, men det kan vi ikke vide, siger Ivan Drejer. 

Der skal foreløbigt tages nye prøver mandag. Derefter går der 48 timer før svarene kommer. 

- Vi får taget forskellige prøver for at starte kildesporing op, siger Ivan Drejer. 

Ifølge direktøren er Skive Vand A/S i kontakt med myndigheder og Skive kommune.

Kl. 11.34

Hjem-IS delte flere tusind is gratis ud

For første gang i otte år kunne man komme til åbent hus på et af Hjem-IS depoterne lidt uden for Holstebro. 

- Vi havde håbet, at der ville komme en masse mennesker. Der er kommet mange flere, end vi regnede med, lyder det fra Morten Bigum, der er depot- og salgschef ved Hjem-IS og Premier IS. 

Hjem-IS har ikke specifikke tal på, hvor mange mennesker der mødte op i løbet af åbent hus arrangementet, der løb fra klokken 9.30 til 12.30, men der er blevet delt omkring 3.500 gratis is ud til besøgende. 

- Det er helt fantastisk, at der er så mange der bakker op om det, siger Morten Bigum. 

Kl. 10.56

Politi holder skarpt øje med fans: Kan blive tilbageholdt

Når FC Midtjylland søndag aften skal møde Brøndby IF i en højrisiko superligakamp, bliver det med et ekstra øje på fansene. 

De to fodboldhold er nemlig med i kampen om det danske DM-guld, og af den grund forventer Midt- og Vestjyllands Politi et ekstra højt spændingsniveau mellem de to holds fans.

- Vi håber naturligvis på en fredelig aften, men vi har vurderet - blandt andet på baggrund af vores erfaring fra tidligere kampe mellem de to hold - at risikoen for uroligheder blandt fansene vil være højere søndag end normalt, udtaler politiinspektør Martin Løye, der er linjechef for beredskabet i Midt- og Vestjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Kl. 09.18

Viborggenser sikrer tredjeplads i cybermesterskaberne

Hele lørdag sad 100 unge mennesker samlet i en hal i København til de danske cybermesterskaber. 

Iblandt sad 19-årige Albert Pedersen fra Viborg. Han har programmeret og hacket siden han var 16 år gammel. 

Da mesterskabet sluttede lørdag aften efter godt ti timer med forskellige hackingopgaver for deltagerne, sluttede Albert Pedersen på en tredjeplads. 

- Det er jeg rigtig tilfreds med. Det var langt over forventning, siger han. 

Nu går de bedste 25 deltagere videre til bootcamp og derfra bliver 10 udtaget til landsholdet, der skal deltage i de europæiske mesterskaber til efteråret. 

Kl. 07.38

Nu får verdens største produktionsmølle vinger på

Verdens største produktionsvindmølle, der er rejst ud for Thyborøn Havn, er nu et mulehår fra at stå klar til strømproduktion. 

Søndag morgen bliver den første af tre vinger monteret på den over 200 meter høje mølle. 

- Det er så dejligt. Det er jo det, vi har ventet på så længe. Den bliver i øvrigt også kun pænere af at få vinger på, siger Jens Jørgen Birch, der er bestyrelsesmedlem i Thyborøn Sydhavns Møllelaug.

Efter planen skal alle tre vinger sættes fast på møllen søndag, men ifølge Jens Jørgen Birch skæver montørerne meget til vindforholdene. 

- Vinden er begyndt at friske lidt, og det får en betydning, hvis det blæser op. Så kan de blive nødt til at indstille for i dag, siger Jens Jørgen Birch. 


Kl. 07.10

Politiet opmærksom på opgør mellem fans til superligakamp

Senere søndag eftermiddag og aften skal der spilles to vigtige superligakampe.

Silkeborg IF skal spille mod FCK klokken 16 i Jysk Park, og FCM spiller mod BIF klokken 18 i MCH Arena. 

Derfor er politiet også ekstra opmærksomme på situationerne omkring de to fodboldkampe. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Anders Olesen. 

- Det er hold, som har en gruppe af folk, som godt kan lide ballade. Brøndby IF og FCK kan ikke lide hinanden, siger Anders Olesen. 

Derfor iværksætter politiet såkaldte KSN'er eller kommandostationer for at være ekstra meget til stede omkring de to kampe. 

Politiet er særligt opmærksom på, om nogle fans fra de to hold fra hovedstaden kunne finde på at mødes, når kampene afholdes geografisk tæt. 

Vagtchefen er dog ikke nervøs for dagen. 

- Vi er godt dækket ind, siger Anders Olesen. 

Politiets dækning og koordinering starter op til middag. 

Kl. 06.46

Politikere buldrer mod DF-video

Efter at en kampagnevideo fra Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget Anders Vistisen blev delt på sociale medier lørdag, har det fået flere andre politikere til tasterne, blandt andet på mediet X. 

Morten Dahlin (V) skriver blandt andet: 

- Ahh. Det er altså en ommer. Befrielsesdagen handler om befrielsen fra nazisterne. Forstår ikke, at i forsøger at kuppe denne dag på sådan en facon, skriver han på X. 

I videoen fra DF høres ordene:

- De danske politikere har overgivet sig til EU

Videoen er baseret på det befrielsesbudskab, der lød for 79 år siden.

Også tidligere folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll, har givet sit besyv med. Det har udenrigsminister Lars Løkke (M) også. 

- Respektløst, historiløst, hovedløst, skriver han på X.

I en kommentar til TV MIDTVEST aviser Anders Vistisen, at der skulle være en direkte sammenligning mellem EU-politikere og den tyske besættelsesmagt.

Kl. 05.48

Tåget morgen med kraftigt regnvejr på vej

Det er lavtryksvejr, og det er lig med overskyet og regn. 

Sådan skriver meteorolog ved DMI Bolette Brødsgaard på deres hjemmeside.

Mange steder i Midt- og Vestjylland vil folk stå op til skyet eller meget tåget vejr, og herefter kommer regnen op ad formiddagen. 

Lokalt kan der komme helt op til 25 mm regn. 

Det skulle gerne klare op hen mod aftenen. 

4. maj 2024 kl. 21:40

Fødeafdeling deler billede af fødsel nummer 1000

Fødeafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup har haft omkring 1000 fødsler i løbet af årets fire første måneder.

Det fremgår af et opslag på Facebook, hvor fødeafdelingen bringer et billede af den nyfødte og pigens forældre.

Afdelingen har normalt omkring 3200 fødsler i løbet af et helt år, fremgår det af fødeafdelingens hjemmeside.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
4. maj 2024 kl. 21:21

Indlagte børn fik tur i rallybiler

Børn med tilknytning til Regionshospitalet Gødstrup kunne lørdag få sig en på opleveren.

Her var ambulancer og lægebiler nemlig skiftet ud med store lastbiler og lynhurtige rallybiler.

- Det gør bare noget for børnene, at de får en pause fra hospitalssenge og procedurer og kommer ned og er et barn igen, siger Katrine Lillebo Linroed, der er sygeplejerske på afdelingen Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup.

Arrangementet var arrangeret af foreningen Lastbiler for børn, der har eksisteret siden 2015.

4. maj 2024 kl. 21:06

Brøndby-back tror på fjerde sejr over FCM

Brøndby IF's højreback Sean Klaiber tror på, at den midtjyske superligaklub søndag vil lide sit fjere nederlag mod vestegnsklubben i indeværende sæson.

Det siger han i en optaktsartikel på Brøndbys hjemmeside.

- Vores hold er det stærkeste, og det tror jeg virkelig på. Jeg tror på vores hold og mine medspillere, så selvfølgelig er jeg skuffet hver gang, vi ikke vinder. Vi vil bare vinde hver kamp, og det skal vi også ud og gøre på søndag, siger hollænderbacken i artiklen.

FC Midtjylland har vundet én af de seneste fem kampe i mesterskabsspillet.

Brøndby ligger aktuelt nummer et med 56 point, mens FCM har 52.

Kampstart på MCH Arena er kl. 18:00, og opgøret kan ses direkte på 3+ og Viaplay.