Kort nyt

20. apr 2024 kl. 15:25

Der er tidligst nyt om flytrafikken i Billund lørdag aften

Foto Pressefotos.dkRitzau Scanpix
Foto: Pressefotos.dk/Ritzau Scanpix

Sydøstjyllands Politi kan tidligst melde nyt ud om flytrafikken i Billund Lufthavn klokken 18 lørdag.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Dermed står det klart, at flyet med Bravo Tours' gæster, der lørdag klokken 16:40 skulle rejse til Mallorca, er forsinket. 

- Vi har et ledigt fly, som er klar til afgang, så snart lufthavnen åbner igen, siger Peder Hornshøj, direktør i Bravo Tours. 

Flytrafikken er helt lukket ned, efter at lufthavnen modtog en bombetrussel lørdag formiddag.

En mand er anholdt i sagen.

Kl. 14.09

Menighedsråd reagerer på dom til sognepræst

- Det er en ulykkelig sag på alle mulige måder.

Sådan forklarer Karl Erik Jensen, formand for Menighedsrådet ved Ejstrup og Gludsted Kirker, efter fredagens retsmøde.

- Sagen har været sørgelig hele vejen igennem. Det har været så hårdt ved så mange. Det vil jeg gerne lægge væk og glemme alt om det, siger han.

Der er tale om en nu tidligere sognepræst fra Ejstrupholm, der fredag er blevet kendt skyldig i at have udøvet vold, da hun sidste efterår slog en 13-årig konfirmand med en bibel på låret.

Dommen lyder på 10 dagbøder á 500 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger. Dommeren tilføjede ved domsafsigelse, at det var en enig domsmandsret, som var kommet frem til dommen.

- Vi skal videre. Vi kan ikke blive ved med at snakke om det, siger Menighedsrådsformanden og fortsætter:

- Nu er dommen faldet – og de (præsten og hendes forsvarer, red.) må finde ud af, om dommen skal ankes. Det er ikke noget, jeg skal blande mig i.

Kl. 13.36

Krus solgt i Kop & Kande tilbagekaldes

Fødevarestyrelsen tilbagekalder børneemaljekrus fra firmaet GADE & CO. EFTF. med Pippi-motiv på. Der er konstateret et for højt indhold af bly i drikkekanten, hvilket kan påvirke nervesystemet. 

Der kan ikke udelukkes en risiko for børn, der anvender dette børneemaljekrus, hvorfor produktet ikke bør anvendes. Har du produktet bør du derfor kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt. 

Kruset er blevet solgt flere steder i landet. Her i landsdelen er de solgt i Kop & Kande i Hvide Sande og Silkeborg og ved Vilh. Nielsens efterfølger v/ Charlotte B. Kappel i Hurup. 

Kl. 13.21

Præst idømt bøde for bibel-vold

Retten i Herning har netop afsagt dog i en meget omtalt sag fra Ejstrupholm. En nu tidligere sognepræst er blevet kendt skyldig i at have udøvet vold, da hun slog en 13-årig konfirmand med en bibel på låret sidste efterår.

Det skriver Herning Folkeblad, som har været til stede i retten.

Den kvindelige sognepræst blev idømt en bødestraf og skal derfor betale 10 dagbøder á 500 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger. Dommeren tilføjede ved domsafsigelse, at det var en enig domsmandsret, som var kommet frem til dommen.

Kl. 10.44

Kvindelig bilist var ikke skyld i ulykke, som kostede 26-årig livet

En 26-årig mand mistede i begyndelsen af april livet, da han blev påkørt af en hestetransport på Østre Omfartsvej i Bjerringbro.

Nu lukker politiet sagen, og konkluderer at der ikke er sket noget strafbart ved den tragiske ulykke. 

- Konklusionen er, at sagen bliver henlagt, og ingen bliver sigtet, fordi vi ikke har kunnet finde noget i forhold til hendes kørsel, som har haft betydning for uheldets opstående, fortæller Mikael Gudiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Undersøgelser på stedet, køretøj og ligsyn viste sammen med vidneforklaringer, at den 26-årige mand bevægede sig mindst en meter ud på kørebanen, hvor han blev ramt af hestetransporten, hvor en kvinde sad bag rattet. 

Både den kvindelige bilist og mandens pårørende er underrettet om politiets konklusion. 

Kl. 08.50

Tilbagekalder yderligere syv ladcykler

Cykel-firmaet Babboe tilbagekalder flere ladcykler. 

Tidligere på året besluttede Babboe med øjeblikkelig virkning at stoppe salget af alle Babboe-ladcykler midlertidigt og opfordrede Babboe-ejere til ikke at bruge deres ladcykel. I marts blev fire modeller tilbagekaldt, og nu bliver yderligere syv modeller tilbagekaldt. 

Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor ejere anbefales ikke at lade ladcyklen stå. 

Anbefalingen kommer, efter der er fundet sikkerhedsrisiko ved brud på stellet. Forbrugere, der ejer en af de berørte modeller, tilbydes enten erstatning eller et passende alternativ, oplyser Sikkerhedsstyrelsen og henviser til Babboes hjemmeside. 

Kl. 08.49

Danmarks største genbrugsbyggemarked åbner

Var det noget med en brugt hammer, et vindue eller et par dæk. Fredag åbner Danmarks største genbrugsbyggemarked i Viborg.

Røde Kors i Viborg lancerer nemlig et nyt genbrugscenter, som har til formål at reducere affald og fremme bæredygtighed. Samtidigt er man med til at støtte Røde Kors’ arbejde med sociale og humanitære opgaver i Viborg og internationalt. 

Her kan du finde alt fra brugte døre, vinduer, træplanker og søm til fliser og maling – ja, faktisk alt det, som man kan købe i et byggemarked. 

Røde Kors Butikken i Viborg fortæller, at de modtager alt brugbart byggemateriale, og ingen donation er for lille. 

Kl. 07.31

Ny særlig kirkegård åbner fredag

Fremover er det muligt at blive stedt til hvile blandt skov, marker og dyr på en skovbegravelsesplads i Viborg Kommune. 

Fredag klokken 11 klipper Viborgs borgmester Ulrik Wilbek nemlig snoren ved den officielle åbning af Kallestrupgaard Skovbegravelsesplads beliggende i Thomas Aarup Skov to kilometer syd for Gl. Hvam.

- Der har været et ønske fra en gruppe borgere om at få en skovbegravelsesplads i Viborg Kommune. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Kallestrupgaard kan gøre det ønske til virkelighed, og at de, der ønsker det, nu kan blive stedt til hvile omgivet af smukke gamle bøgetræer, siger Ulrik Wilbek.

Kallestrupgaard Skovbegravelsesplads er åben for offentligheden fra solopgang til solnedgang, og alle er velkomne til at færdes til fods i området.

Der vil være plads til cirka 1800 urner i skoven.

Kl. 05.34

Abortmodstander reagerer på ny lov

- Det er en sorgens dag for børnene, siger Kristian Andersen. 

Han er 2. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og medlem af Kristendemokraterne, og så er han modtander af abort, og kalder den nye abortlovgivning for "kynisk". 

- Det er en kynisk vej at gå ikke at arbejde på at nedbringe aborter – blandt andet ved at oplyse og informere om abort og ubeskyttet sex, siger Kristian Andersen. 

Kl. 04.45

Ny aftale skal sikre kyster mod oversvømmelse

Regeringen har sammen med SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre besluttet at afsætte 150 millioner kroner til en kystpulje i 2024. 

Puljen kan søges af alle landets kommuner og har til formål at støtte kystbeskyttelsesprojekter som diger, sandfodring og højvandsmure. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Kl. 04.06

Danmark får ny abortlov med 18-ugers grænse

Et flertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om en ny abortlov. Det oplyser flere kilder til TV 2.

TV 2 er kommet i besiddelse af den endelige aftale, som ifølge TV 2s oplysninger præsenteres i dag, fredag.

Aftalen viser, at abortgrænsen hæves fra 12. til 18. graviditetsuge. Dermed svarer aftalen til det tidligere lækkede aftaleudkast.

2. maj 2024 kl. 23:12

Politiker tager en tur mere

I februar sidste år meddelte Tommy Tønning, at han stoppede som spidskandidat for Socialdemokratiet i Herning, efter at han to gange har forsøgt at fravriste Venstre borgmesterposten ved kommunalvalget. Uden held.

Tommy Tønning skriver torsdag aften i en mail til TV MIDTVEST, at han har genovervejet sin beslutning efter at have fået mange henvendelser med opfordringer til at ombestemme sig.

- Jeg tror fuldt og fast på, at jeg kan levere endnu flere gode resultater i spidsen for Socialdemokratiet, og jeg ser frem til at bevise dette i en konstruktiv valgkamp, skriver Tommy Tønning.

2. maj 2024 kl. 23:09

Sjælden gåseart er i vejen

Hensynet til en sjælden gåseart har tidligere stoppet planer om vindmøller ved Tjele. Nu bliver der gjort et nyt forsøg på at rejse vindmøller det samme sted.

Men for at det kan ske, skal gæssene lokkes væk fra området. Om det overhovedet kan lade sig gøre, er forskere fra Aarhus Universitet gået i gang med at finde ud af.

Selskabet BioCirc har planer om at bygge en stor energipark i området ved Tjele Langsø nordøst for Viborg. I den forbindelse finansierer BioCirc en forskning, der skal undersøge, om gæssene kan lokkes et andet sted hen.

2. maj 2024 kl. 21:58

Ung thybo får chancen på ligaholdet

SimonLundorf
Foto: Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy Håndbold har skrevet kontrakt med et af klubbens unge talenter. Det er den 20-årige målmand Simon Lundorf, der nu kommer på kontrakt.

Thyboen begyndte at spille håndbold som 10-årig i Thisted IK, og et par år efter skiftede han til HF Mors. Simon Lundorf fik sin debut for ligaholdet allerede i 2022.

- Det er en drengedrøm at tørne ud for Mors-Thy Håndbold. Jeg har fulgt klubben, siden jeg startede med at spille og har selv stået samme med "Bette Balkan" og råbt, så det er ret vildt, at jeg er her nu, siger den unge målmand i en pressemeddelelse fra klubben.

2. maj 2024 kl. 21:54

Nyt tilbud til voldsramte unge

Voldsramte unge i tre af landsdelens kommuner tilbydes nu anonym rådgivning og hjælp.

"Ung uden vold" hedder rådgivningen, der er et partnerskab mellem Holstebro Krisecenter, Struer, Lemvig og Holstebro Kommuner og Midt- og Vestjyllands Politi.

Her får unge mellem 13 og 17 år, der har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, tilbudt anonyme samtaler med voldsfaglige rådgivere, der kan hjælpe de unge videre i livet.

- Vi ved fra en undersøgelse, som Børns Vilkår har lavet, at mange unge er udsat for vold fra forældre, en kæreste eller andre. Også her i landsdelen, fortæller Karin Houmann, der er leder af Holstebro Krisecenter, som rådgivningen hører under.

2. maj 2024 kl. 21:33

Lokal ishockeyhelt siger stop

Patrick Madsen er indbegrebet af en Herning Blue Fox-spiller.

Herningenseren fik sin debut som 18-årig tilbage i 2010, og bortset fra en enkelt sæson i Frederikshavn har han altid spillet ishockey i barndomsbyen og -klubben.

Men nu er det tid til at prøve noget andet. Den 31-årige ishockeyback vil til udlandet, skriver Herning Blue Fox' hjemmeside.

- Jeg glæder mig til de nye oplevelser og udfordringer, der kommer på min vej. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for mange gode minder til alle i og omkring klubben, siger Patrick Madsen til hjemmesiden.

2. maj 2024 kl. 20:35

Hajmysterium: Fiskeriformænd kommer med bud på forklaring

Det er lidt af et mysterium, hvordan en gråhaj torsdag morgen er endt midt på en cykelsti i Rindum udenfor Ringkøbing.

To af landsdelens fiskeriforeningsformænd er overbeviste om, at det ikke er erhvervsfiskere, der har fået den sjældne fangst i garnet.

- Jeg hælder mere til, at det er en lystfisker. Jeg kan ikke se argumentet for, at en erhvervsfisker skulle tage den med hjem og smide den der, siger Thomas Rahbek Sloth fra Hvide Sande, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Formandskollega fra Thyborøn Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, er enig.

- Jeg tror lige så godt, det kan ske at være en lystfisker, der har fanget den, siger han.

2. maj 2024 kl. 18:58

Tidligere og nuværende medarbejdere i hård kritik af arbejdsplads

Det psykiske arbejdsmiljø er stærkt kritisabelt i Erhvervshus Midtjylland. Det fortæller en stribe nuværende og tidligere medarbejdere nu til TV MIDTVEST. Det er i et erhvervshus, som hvert år rådgiver over 5.000 virksomheder i forretningsudvikling og er finansieret af kommunerne i Region Midtjylland. 

Nu står to tidligere medarbejdere frem og fortæller om deres oplevelse. 

2. maj 2024 kl. 16:04

Nu kommer der brandalarm i aktivitetshus

Brandsikkerheden skal opdateres i Aktivitetshuset Gimle i Bjerringbro, så de udviklingshandicappede borgere kan fortsætte deres hverdag i de trygge og velkendte rammer. Det besluttede Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune torsdag.

TV MIDTVEST beskrev tirsdag, hvordan flere af borgerne nu bliver tvunget ud af Gimle, fordi der mangler en automatisk brandalarm på stedet. Borgere, der ikke er det, man kalder selvhjulpne, må ikke være på stedet, fordi de ikke kan redde sig selv ud i tilfælde af brand.

Derfor skal der nu installeres den nødvendige brandsikring.

Udvalgets formand, Stine Damborg (C), siger, at det har været afgørende for udvalgets medlemmer, at borgerne kan blive i de velkendte rammer.

- Vi synes, det var det eneste rigtige scenarie, slår hun fast.

Der kan imidlertid komme til at gå lang tid, før alle borgerne igen er samlet på Gimle. Udvalgsformanden forventer, at der kan gå op til et halvt år, før de berørte borgere kan vende tilbage.

2. maj 2024 kl. 15:54

Tv-vært lokker med middag - vil opklare haj-sagen

Interessen for hajen, der pludselig lå på en cykelsti i Rindum ved Ringkøbing, er kæmpestor.

Og nu gør journalist og tv-vært Anders Lund Madsen sit for at få sat skub i sagen. På sin Instagram-profil udlover han en dusør til den, der kan fortælle noget, som kan føre til opklaring af sagen.

Dusøren består af en treretters menu på Restaurant Sandgaarden i Søndervig med dertilhørende danskvand.

- Jeg er meget interesseret i alt nyt, og derfor tænkte jeg, at det kunne hjælpe, hvis jeg satte en dusør fra Sandgaarden op, siger Anders Lund Madsen til TV MIDTVEST.

2. maj 2024 kl. 15:50

Elg midt på vejen skabte kø

Der er intet værre, end når trafikken snegler sig afsted, og man ikke kan komme nogle steder.

Dog var det ikke noget, som generede Vibeke Buur Christensen fra Holstebro onsdag aften, skriver TV 2 Nord. Årsagen til den langsomme trafik var nemlig en 'vild oplevelse' ifølge hende selv.

- Vi kommer fra Birkesø, og vi kan se, der holder en masse biler. Da vi kommer frem ligger elgen ned, så mange kører væk. Han rejser sig igen og går lidt frem og tilbage, indtil han går ud på vejen og begynder at gå, forklarer Vibeke Buur Christensen hun til TV 2 Nord.