Sofie har ADHD og strikker på livet løs: - Det giver mig ro

For et år siden begyndte Sofie Ebbesen fra Holstebro at strikke. Strikketøjet har givet hende ro i hovedet.

Sofie Ebbesen var fredag med til arrangementet 'Strik og drik' på Slagteriet i Holstebro.
Sofie Ebbesen var fredag med til arrangementet 'Strik og drik' på Slagteriet i Holstebro.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det kan være svært at være ung og have ADHD. Det kan Sofie Ebbesen fra Holstebro skrive under på. 

Hun er i dag 16 år, men da hun var knap 15, fik hun konstateret netop den mentale lidelse, der typisk er lig med koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.

- Jeg synes tit, at det er svært at være mentalt til stede hele dagen, og jeg har udfordringer med at være deltagende i for eksempel boglige timer i længere tid, fortæller hun. 

I dag får hun medicin for at kontrollere sygdommen, men hun har også selv fundet et middel til lindring, og det er strik.

- Jeg slapper mere af, når jeg strikker, fortæller hun indledningsvist. 

Det giver Sofie Ebbensen ro at fordybe sig i strik.
Det giver Sofie Ebbensen ro at fordybe sig i strik.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det var hendes søster, der var med til at inspirere hende til at prøve kræfter med garn, masker og pinde.

- Det giver mig en hel masse ro, at jeg føler, at jeg er produktiv. Så spilder jeg ikke hele min dag, fordi der kommer et fysisk produkt ud af det, jeg laver. Og når jeg strikker ud fra opskrift, skal jeg ikke rigtig tage stilling til noget. 

Går helt i trance

I stedet for at dykke ned i telefonen eller tænde for fjernsynet, når der skal ro på Sofie Ebbesen, bruger hun nu ofte strikkepindene til at koble af. 

Hun beskriver, at det nærmest er en trance, hun går i.

- Nogle gange kan jeg godt sidde og strikke i tre timer, og så er det først, når jeg får ondt i nakken, at jeg lægger mærke til, hvor lang tid jeg har siddet der, griner hun.

Selvom hun kun har strikket i et års tid, er det allerede blevet til veste, huer og halstørklæder, og hun er, efter eget udsagn, ret god, fordi hun er perfektionistisk. 

- Det giver ro og selvtillid, at der er noget, jeg ved, at jeg er god til.

Sofie Ebbesen har været forbi TV MIDTVESTs studie for at fortælle om sit forhold til strik. Det besøg kan du se herunder.

9:15
Flere end nogen sinde har kastet sig over strikkeriet - og gerne sammen med andre og en lille en til halsen.

Se også denne serie på TV MIDTVEST PLAY: