Lufthavnens formand ærgrer sig over nyhed: - Det er rigtig træls

HC Østerby udtrykker forståelse for DATs situation, efter at selskabet har valgt at indstille alle afgange til og fra Karup.

DAT har foreløbig valgt at indstille indenrigsflyene i Karup indtil den 2. januar.
DAT har foreløbig valgt at indstille indenrigsflyene i Karup indtil den 2. januar.
Foto: Arkiv

Bestyrelsesformanden for Midtjyllands Lufthavn i Karup, Holstebros borgmester HC Østerby (A), er ærgerlig over nyheden om, at DAT (Danish Air Transport) har besluttet at indstille alle flyvninger mellem Karup og København foreløbig indtil 2. januar.

- Det er - for nu at sige til på vestjysk - rigtig træls, at vi nu er tilbage i en situation som i marts, hvor vi ikke havde flyvninger i fem måneder, siger Østerby til TV MIDTVEST.

Bestyrelsesformanden udtrykker samtidig forståelse for DATs situation. 

- Det handler om økonomi og overlevelse, og vi kan jo se, at mange ting er begyndt at lukke ned efter de nye restriktioner, der blev indført i sidste uge. Mange møder bliver afløst af virtuelle samtaler, og det er klart, at det påvirker passagertallet, siger han.

DATs direktør Jesper Rungholm angiver manglende hjælp under coronanedlukningen som en af årsagerne til det drastiske skridt. I juni vedtog Folketinget en pakke, der skulle hjælpe indenrigsflyvningen, men aftalen blev underkendt af EU Kommissionen.

Direktøren i Midtjyllands Lufthavn, Frans Bjørn Thygesen, har også bemærket, at der er blevet færre passagerer på ruten i takt med, at der er kommet flere og flere coronarestriktioner. Alligevel beklager han situationen.

- Jeg er rigtig ked af, at vi ikke kan servicere erhvervslivet. Der er rigtig meget brug for det, siger han.

Både Frans Bjørn Thygesen og HC Østerby peger på, at staten ville kunne give Midtjyllands Lufthavn en tiltrængt håndsrækning ved at betale de syv millioner kroner, som lufthavnen hvert år bruger på et security-beredskab.

HC Østerby lægger også op til, at man nu vil undersøge det reelle behov for at kunne flyve mellem Karup og Kastrup.

- Vi skal bruge de næste uger og måneder på at finde ud af, hvad mulighederne er fremadrettet. Det værste ved situationen lige nu er, at vi ikke ved, hvor længe det varer. Bliver det hele bedre efter den 4. oktober, eller fortsætter det længe endnu, siger Østerby.