En person kvæstet i solouheld: Sad fastklemt i bilen

​Ulykken skete tidligt torsdag morgen mellem Vildbjerg og Sinding.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Flemming Christensen

En person er tidligt torsdag morgen forulykket i sin bil på Merrildvej mellem Vildbjerg og Sinding.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.

- Bilen ligger i grøften, og vi har lige nu folk på stedet til at tage sig af situationen, hvor en person er kvæstet, siger han.

Bilisten måtte skæres fri

Uheldet blev anmeldt kort før klokken 06.00 torsdag morgen, og indsatsleder hos Brand & Redning MidtVest, Lars Stensbjerg, forklarer, at der ikke har været andre involveret i ulykken.

- Vi måtte skære personen fri, fordi vedkommende sad fastklemt i bilen. Det er et solouheld, hvor personen har ramt et træ.

- Ambulancefolkene er her, og de er i fuld gang med behandlingen, siger Lars Stensbjerg.

Trafikken kommer ikke i problemer

Ifølge politiet kommer situationen ikke til at få betydning for morgentrafikken.

- Trafikalt forventer vi ikke, det kommer til at give nogle problemer, lyder det fra Allan Riis.

Midt- og Vestjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om ulykken eller personens tilstand.