Begyndte i bilbranchen for 32 år siden: I dag omsætter han for milliarder

Nielsen Car Group er moderselskab for Bjarne Nielsen A/S, Bilernes Hus A/S og Leasing DK. Der er 500 ansatte i virksomheden, og der sælges 10.000 biler om året.

Bjarne Nielsen har aldrig været en gal biltosse, men han synes miljøet i en bilforhandler er spændende, og han kan godt lide at være godt kørende.
Bjarne Nielsen har aldrig været en gal biltosse, men han synes miljøet i en bilforhandler er spændende, og han kan godt lide at være godt kørende.
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST

Bjarne Nielsen er manden, der på 32 år har skabt et bilforhandler-net under Nielsen Car Group, der ligger i topfem over bilforhandlere i landet.

Manden bag succesen er oprindeligt købmand og revisor.

Med sans for både tal og en god handel, købte han i 1982 en lille andel af en bilforretning i Varde.

Seks år senere købte han Ford i Herning, og derfra har forretningen Nielsen Car Group udviklet sig. I dag er der 500 ansatte, der sælges 10.000 biler årligt, og i 2019 var omsætningen 1, 7 milliarder kroner.

I starten solgte han selv masser af biler, men det er efterhånden en sjældenhed, som han selv siger, og nu er det planlægning og udvikling der tager Bjarne Nielsens tid.

Han er glad for arbejdet - også selvom det i løbet af årene har budt på både op- og nedture.

- Bilbranchen den er meget turbulent. Der er kartoffelkure, der er finanskrise, der er corona, og der er politiske tiltag om registreringsafgifter og andre ting, som kan påvirke aktivitet i bilforretninger rigtig meget, fortæller han.

Fremtiden er udvidelse og online

Fra starten var Bjarne Nielsen klar over, at fremtiden var større enheder. Det var det i købmandsbranchen og også i bilbranchen, og han var klar til at gøre noget ved det.

I løbet af 32 år er det blevet til 11 bilhuse over hele landet. Syv i det jyske og fire på Sjælland.

I 2015 købte Bjarne Nielsen Bilernes hus i Silkeborg. Det største bilhus i landet med plads til 500 biler under tag.

I januar i år blev al administration samlet i Silkeborg.

- Tegnet på at tjene penge, var at få nogen større enheder.

- Vi vil ikke være store for enhver pris, men vi ønsker at være repræsenteret i markedet og være en god og seriøs bilforretning, som kunderne har tillid til at komme i. Hvis en udvidelse er med til det, så vil vi gerne det, fortæller Bjarne Nielsen

Han kan også tydeligt se, hvordan forretningen i dag har ændret sig siden, han startede for 32 år siden.

- I dag har kunderne undersøgt, hvad de vil have online før de kommer i butikken, og nogle gange bliver der solgt biler, uden kunden har sat sine ben i butikken, fortæller han.

Kom hurtigt over corona

Kriser har der været nok af i de 32 år og bilbranchen er ifølge Bjarne Nielsen følsom.  En af de kriser, der ramte fra den ene dag til den anden, var coronakrisen, der kom i marts.

- Der forsvandt omsætningen som dug fra solen. Så det var drastisk. Den er så heldigvis kommet rigtig godt igen, der er kommet mange kunder i butikken, men vi sælger også rigtig meget over nettet, siger han.

Før skuden vendte, tvang Covid-19 bilforhandleren og hans stab nødt til at lægge alle langsigtede fremtidsplaner i skuffen og i stedet planlægge en dag ad gangen.

- Vi tog beslutninger og sagde hele tiden, at det var foreløbig.

Planerne blev kun liggende i skuffen halvanden måned, mens alle holdt vejret under coronakrisen, og nu er det igen de langsigtede planer, som Nielsen Car Group arbejder efter, og de tror på fremtiden.

9:20