Viborg: Borgmesteren alligevel med i budgetforlig

Samtlige partier med i budgetforlig i Viborg efter kaotisk forløb, hvor borgmesteren undervejs var udenfor indflydelse.

Torsten Nielsen.1.jpg

Der er indgået budgetforlig i Viborg Byråd fredag den 2. september 2016. Samtlige partier i byrådet står bag forliget: Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten, det skriver Kommunen i en pressemeddelelse.  

- Det endte jo med, at vi kommer ud, sådan at vi har styr på øøkonomien i overslagsårene. Det udgør en væsentlig forskel i min verden. Det er jeg godt tilfreds, siger borgmester, Torsten Nielsen.

Selv om optakten til forliget har været en speget affære, hvor Venstre og Socialdemokraterne gik sammen om at lede forhandlingerne udenom den konservative borgmester, Torsten Nielsen, så er det lykkes at finde fælles fodslag i byrådet.

- Vi kan roligt sige, at den har været  en anderledes forhandling, end vi er vant til. Vi har set, at V og S melder sig ind med at de har et budget. I samme ombæring, meldte jeg mig ud, siger Torsten Nielsen 

Ingen nye skatter

Partierne er enige om, at skatten holdes uændret. Indenfor de stramme rammer er partierne enige om at opprioritere skolerne. De ekstra midler skal understøtte og fremme den positive udvikling, der lokalt er sat i gang med skolereformen. I budgetforliget tilføres skoleområdet 24 mio. kr. årligt. Der tilføres 6,7 mio. kr. til dagtilbud årligt. Socialområdet (handicap og psykiatri) tilføres 3 mio. kr. årligt, og Ældreområdet 6,5 mio. kr. årligt, skriver kommunen.

Torsten Nielsen mener, at partierne har fundet hinanden og tonen igen, selv om forhandlingerne var særprægede. 

- Jeg synes, vi har fundet tonen igen. Vi er voksne mennesker. Det er forhandlinger om mange hundrede millioner, og der vil være især jo gøre sit for at få mest muligt igennem. Den slags forhandlinger kan være hårde. Vi går til hinanden, det er ikke en kaffeklub.  Men nu har vi fået et budget, hvor alle kan se sig selv i. Nu er det overstået, og vi skal videre, siger Torsten Nielsen. 

Se hele budgetforliget her