TTH henter topscorer

Team Tvis Holstebro har med øjeblikkelig virkning hentet den 20-årige tidligere ungdomslandsholdsspiller Amalie Wichmann i 1. divisionsklubben Skanderborg. Hun tiltræder på en kontrakt, der løber frem til 2018.

23-amalie-wichmann2.jpg

Cheftræner Pether Krautmeyer glæder sig over tilgangen af den højrehåndede bagspiller, der efter en større rygoperation og medfølgende pause har leveret en række flotte indsatser i Skanderborg, hvor hun er topscorer på topholdet i 1. division.
 
- Amalie er en spiller, vi har fulgt gennem adskillige sæsoner, og hun har flere gange været i Holstebro og trænet med. Derfor er jeg glad for, at hun trækker i den hvide trøje, hvor hun både på sigt og her-og-nu bliver en vigtig spiller for os, siger Pether Krautmeyer og kalder Amalie Wichmann for en spiller med et stort potentiale.
 
Amalie Wichmann konstaterer, at hun glæder sig helt vildt til at tørne ud for TTH.
 
- Der er ingen tvivl om, at det er et stor skridt op af stigen for mig, men jeg føler mig klar til at tage udfordringen op. Jeg har stadig meget store ambitioner md min sport, og nu har jeg haft et halvt år i Skanderborg til at komme tilbage efter min operation, siger hun og fortsætter:
 
- Hvis jeg skal helt op og ringe karrieremæssigt, så er det det her, jeg skal gøre. Jeg er to år bagefter de fleste i min årgang pga. skader, men jeg føler mig 100 procent overbevist om, at jeg i et så godt træningsmiljø sammen med så gode spillere, som der er i TTH, kan flytte mig meget.
 
Jørgen Hansen, bestyrelsesformand for TTH, oplyser her årsagen til, at TTH henter en ny spiller kort tid efter, at man har meldt ud, at der skal skæres i budgettet på dameholdet.
 
- I første omgang havde vi lavet en aftale med Amalie fra næste sæson, men da muligheden for et her og nu skifte var til stede, har vi hente opbakning udefra. Det har kunnet lade sig gøre, fordi en af vores trofaste sponsorer, Kaj Nielsen fra SpecialButikken i Holstebro, har givet os en hjælpende hånd, hvilket vi er meget taknemmelige for, siger Jørgen Hansen.