Steenberg jubler over omfartsvej

Det radikales Andreas Steenberg er glad for, at der nu er afsat 287 millioner kroner til omfartsvejen ved Haderup.

Foto: Steen Brogaard

Fredag faldt et transportforlig på plads, der afsætter 287 millioner kroner til Haderup Omfartsvej. Det kommer til at betyde, at vejen bliver til en såkaldt 2+1 vej, hvor man må køre 100 km/t. Andreas Steenberg, Skive-egnens folketingsmedlem og transportordfører for Radikale Venstre, har netop haft forbedret vejforbindelse mellem Skive og Herning som mærkesag, så han var en glad mand i dag.

- Bedre infrastruktur er helt afgørende for Skive-egnen. Byen mister virksomheder og job, fordi infrastrukturen ikke er god nok. Det her er første etape i at få Skive koblet på motorvejene ved Herning. Man har kæmpet i 20 år, og nu sker der endeligt noget, udtaler Andreas Steenberg fra Radikale Venstre i en pressemeddelelse.

Omfartsvejen bliver uden rundkørsler og kryds. SR-regeringen havde afsat 250 millioner kroner, men dagens forlig afsætter yderligere 41,5 millioner til projektet. 

- 2+1 veje øger mobiliteten og mindsker antallet af ulykker, og når man må køre 100 km/t, synes jeg man for alvor, man kan kalde det en mini-motorvej. Forskellen er i al fald ikke så stor, udtaler Andreas Steenberg i pressemeddelelsen.