Sindslidende til ny regering: Psykiatrien skal have flere penge

De store problemer med overbelægning i regionspsykiatrien får de sindslidendes organisation til at kræve handling fra en ny regering.

090112_SKILT_PSYKIATRI.jpg

110 procent. Så høj er overbelægningen stort set hver dag hos Regionspsykiatrien Vest, der har afdelinger i Herning og Holstebro. 

Det stigende problem får nu de sindslidendedes organisation SIND til at råbe vagt i gevær og kræve handling fra en kommende regering:

- Vi har regnet os frem til, at der mangler 2 milliarder i regionspsykiatrien om året.  Der er ikke nogen der har de ressourcer der skal til for at få det til at hænge sammen. Der er ikke tid til det nogen steder, fortæller Jeanette Juul Quaade, der er formand i SIND Vestjylland.

En del af forklaringen ligger i kommunerne, som simpelthen ikke er tilstrækkeligt gearede til at tage imod de psykiatriske patienter.
Derfor er patienter, der egentlig er færdigbehandlet, ofte stadig indlagt, mens de venter på hjælp fra kommunen.

- Der er rigtig mange der bliver udskrevet selvom de ikke er færdigbehandlet og der er mange der slet ikke bliver behandlet. Det betyder blandt andet at vi har oplevet dødsfald, der kunne være undgået. Det kræver tid og relationer at behandle psykisk sygdom. Det mangler der personale til, siger Jeanette Juul Quaade.

Derfor er kravet meget klart fra SIND, et nyt regeringsgrundlag skal indeholde et løft til psykiatrien.

- Vores største ønske, eller vores forventning er, at regeringen sætter psykiatrien ind i regeringsgrundlaget, alt andet ville være fuldstændig tåbeligt, fortæller Jeanette Juul Quaade.

4:25